DE GRÅ ØJNE

Det var længe siden. De sidste blade var netop faldet af træerne, da lyset brød frem. Det var anderledes end det plejede, stærkere og klarere – lyste ligesom mere hvidt.
Det kom fra en stjerne og skød sig ned gennem himmelhvælvingen ned til Jorden til en dreng, som stod og så op.
Det gik igennem ham som et lyn! Og alt var forandret….
-------------

Drengen blev voksen. Han blev kvindebedårer.
Overalt hvor han kom frem, flokkedes kvinderne om ham. I hobevis lod de sig paralysere af ham – og han af dem.
Han kendte mange: tykke, tynde, høje, lave, grimme, smukke – men kun få holdt han ved; og da kun et par uger, så begyndte han at kede sig, at kende til deres vaner, og han måtte videre på nye eventyr til nye kvinder, indtil deres skønhed var brugt op.
Således levede han og efterlod mangt et såret kvindehjerte med længsel efter ham.

------------

En dag gik han en tur i parken. Rosenknopperne var netop sprunget ud, og han satte sig til rette foran den lille sø fyldt af ænder og åkander. Han nød solen, der sendte nogle af sine første rigtigt hede stråler ned mod ham.
Det var middagstid og som han sad dér, kom en kvinde forbi. Først lagde han ikke mærke til hende; men da hun var ud for ham, så han pludselig op og lige ind i hendes øjne.
De var grå. Klare og kolde. Han ville rejse sig, men blev siddende. Han ville sige noget; men ikke et ord kom over hans læber. Han var som naglet til bænken, og først da hun var ude af syne, kunne han atter røre på sig. Han styrtede i den retning, hun var forsvundet; men hun var ikke at finde. Til sidst gik han hjem.
Øjnene fulgte ham overalt, hvor han kom frem; på lygtepælen, i butiksruderne, i opvaskevandet, i kaffen, i tandpastaen, overalt så han dem. Kolde, klare og sorgfulde var de. Flænsende; som ville de sige ham noget…?
Den nat havde han en drøm.
Næppe var han faldet i søvn, før kvinden med de grå øjne stod for ham, lyslevende og med de grå øjne hvilende på ham. Hun sagde; " Jeg vil vise dig noget", og gik hen til dragkisten, der stod i et hjørne af stuen. Hun løftede låget og pegede; " Den er fyldt af tomme tanker ligesom dig!", sagde hun og smækkede låget i. Hun fortsatte; " Den er fyldt med små statuetter, 10 i alt!" det vidste han godt, for han havde selv lagt dem derned for hver 100.kvinde-erobring, han havde gjort.
Han blev dårligt tilpas. Kvinden med de grå øjne sagde; "Gå hen og tag dem op!". det gjorde han, og han begyndte at pille dem fra hinanden. De var lavet adskillelige ved hoved og ben.
I drømmen var det næsten med en hulken han gjorde det, rev dem fra hinanden og ødelagde dem én efter én, så de kom til at ligge spredt rundt i værelset i tusind stykker som potteskår.
Hvert et greb for ham var smerteligt. Han skar ansigt og ved hver bevægelse var det, som han rev en torn fra sit hjerte, skar det op, så det kunne bløde. Det smertede og gjorde ondt. Hendes grå øjne så på ham, mens det skete. Det var som de blev en anelse blidere. I hvert fald forekom de grå øjne ham ikke længere så borende kolde. De var venligere.

Hun trak ham med sig, skubbede det store spejl i entréen til side, så let som en fjer og åbnede en dør, der var bagved, som han aldrig før havde set.
De kom ind i et rum. Herinde var stille, så stille som i en krypt, og her var da også en kiste.
Han så sig omkring. Gulvet var af sten og foruden kisten var der et spejl. Han ville hen til spejlet. På vejen skulle han forbi den hvide kiste med gennemsigtigt låg. Heri hvilede en kvinde.
Hun forekom ham at være af indianske afstamning, rød i huden og med indianske træk, foruden det lange sorte hår, der lå ind til hende. Hun lå ubevægelig og smuk. Han fik en usigelig lyst til at vække hende, til at puste liv i hendes legeme – men vidste ikke, hvordan han kunne gøre en død levende.
Han opgav og gik videre. Hen til spejlet. Da han så sig selv, kunne han ikke tro det. Han kunne ikke tro på, hvad han så! Hans ansigt var slået i stykker! Det var revnet som statuetterne. Det var ham?!?
Han stirrede på sit spejlbillede og blev tavsere end krypten selv.
Da opdagede han, at der gemte sig noget bag det ituslåede ansigt. Han begyndte at skrælle den ødelagte hud af. Store flager faldt af og havnede på gulvet. Indenunder kom der ny hud frem en anderledes hud, men alligevel hans. Den lignede hans gamle, men var finere og gjorde hans træk mindre markante.
Langsomt, mens han gjorde dette, vågnede indianerkvinden i kisten. Hun lettede på låget og satte sig op. Hun strakte sig og prøvede derpå fødderne. Da fik han øje på hende i spejlet. Han så hvordan, hun kom gående hen mod ham yndefuldt og smuk, som hun var. Han smilede, men kom da i tanke om sit ansigt og forsøgte at skjule det bag sine hænder. Han ville ikke, at hun skulle vide, hvordan han havde været….
Hun kom hen til ham, lagde en hånd på hans skulder som for at vække ham; og hun førte roligt og blidt hans hænder bort fra ansigtet. Han stod nu bar og nøgen med sit nye ansigt. Indianerkvinden smilede;
"Da vækkede du mig endelig", sagde hun.
Hun trak ham med sig ud af døren gennem hvilken, de var kommet, og han vågnede.
Alting var forandret.

Jeres hengivne…

Melinda C.