Egetræet

EGETRÆET

For længe siden midt inde i den lyse bøgeskov, stod der på en åben plads et lille egetræ. Hvordan det var havnet dér, ja det er naturens gåde. Men ret sod det dér og betragtede alle de andre træer omkring sig, og forsøgte at sammenligne sig hermed. Det var slet ikke klar over, at det var af en ganske anden art. Derfor kiggede det med misbilligelse på sine krogede grene og fligede blade. Hvad var der mon galt? Alle de andre var høje og oprejste og havde lyse og velformede blade.
"Mon jeg er syg?", tænkte det lille træ, for det vidste ikke bedre.*
De andre træer så lidt ned på det, de vidste godt, det ikke var af deres slags; men de var jo flertallige og gjorde derfor nar af det lille egetræ. "Uh", det lille egetræ syntes det var ganske forfærdeligt, samtidigt med at det følte en usigelig glæde, dersom de, dersom de overhovedet så til dets sisde. Det tænkte; "Jeg må virkelig gøre mig umage. Jeg kan nok ændre mit udseende, hvis jeg beder længe nok. " Og det bad og det bad og troede at se forandringen; men det var en illusion.

Som tiden gik blev egetræet dog træt af at bede og i stedet begyndte det at se op en fugl, der sad højt oppe og sang i et bøgetræ tæt derved. Det var en rødkælk, og den sang af fuld hals, som var den lykkelig. Egetræet så på den og tænkte; " Mon den ved, hvad jeg fejler? Den har vel været vidt omkring og kan måske give mig råd på vejen?. Jeg tror, jeg vil spørge den. " Og så sukkede det lille egetræ i vinden;

"Lille fugl, kan du hjælpe mig?
Sige mig, er jeg syg eller ej?"

Fuglen holdt op med at synge og så forbavset ned på egetræet; "ja, syg er du ikke, jeg har set masser af din slags, hvor jeg kommer fra. " Det lille egetræ blev meget forbavset og var ved at rive rødderne op af bar af nysgerrighed. " Hvor, hvor siger du? Er jeg slet ikke syg, jeg, der troede at være ganske forkert? ". Fuglen kvidrede: "Du er en eg min ven, ej en bøg. Du er kommet med vinden gennem luften ganske som jeg, men jeg har vinger til at styre, det havde du ej. Hvor spørger du, ja overalt ser jeg dig i det danske land. Synd at du er ene, mon jeg kan hjælpe dig?" fuglen gjorde et svip med halen og fløj ned til egetræet.
Den lille eg rystede, så bevæget var den. "Jeg som har brugt så meget tid på at komme til at se ud, som de andre." , tænkte den ved sig selv. Den tøvede et øjeblik, hvorpå den sagde: " Jeg tror, du kan hjælpe mig. Fortæl mig om de andre af min slags, er de også krogede og har fligede blade?" "ja", svarede fuglen; "javist da, jeg tror oven i købet de savner dig, thi jeg hørte dem forleden snakke om et bortkommet agern, de mente skulle være blevet til en eg; men hvorom de aldrig havde hørt tale endsige set. Mon ikke det skulle være dig, de taler om?"
Egetræet blev ganske overrasket: " Vil du være mit sendebud?", bad det. "Ja", kvidrede den lille fugl, "kvitte-vit, ja, kvitte-vit." Og så fløj den en lille tur rundt om kronen og stammen ja helt ned til jorden for rigtigt at tage egetræet i øjesyn, for sidenhen at kunne berette herom til dets slægtninge.
Egen forsøgte at vifte med kronen for at klare tankerne; men det lykkedes ikke rigtigt "Åh, gid jeg kunne få mine slægtninge at se igen!", udbrød den. "Bare jeg kunne flyttes", den prøvede at rykke lidt i rødderne, og faktisk om de ikke bevægedes en smule, som var de aldrig rigtigt faldet til på dette sted, i denne jord.
"Hvis der var nogle, som kunne hjælpe mig, tror jeg godt, jeg ville kunne flyttes", sagde den henvendt til rødkælken, som allerede var vendt tilbage. "jeg vil hidkalde svanerne og grævlingen, muldvarpene og rævene, sommerfuglene og de yndige alfer, alle skal de hjælpe dig med at grave omkring dine rødder, så de kan flyttes, spinde et tæppe så fint som en sommerfulgelarves ham. Og alferne vil gøre stoffet så stærkt, at det kan bære dig; og svanerne vil bringe dig hid af sted til din verden, thi du hørere slet ikke til her. Det er da tåbeligt, at du bruger så mange kræfter på at ligne de andre; der er mangen bedre en ting for dig at gøre."

Den lille eg vidste ikke om den skulle tro sine egne grenører eller ej, så forbavset var den. Men snart samledes grævlingen, muldvarpene, en enkelt ræv , sommerfuglene og de yndige alfer, og arbejdet kunne begynde. Der var meget arbejde for dyrene, for selv om egetræets rødder ikke var gået dybt i jorden, stod det nu alligevel solidt plantet. Men dyrene arbejdede godt sammen og omsider var egetræet gravet frit; da var også sommerfuglenes tæppe færdigvævet og gjort stærkt af alferne, og svanerne ankommet. Grævling, ræv og muldvarpe hjalp træet op på tæppet og blidt tog svanerne fat med næbbet i hver side, de løftede tæppet med egetræet så let som havde det været fjer, og de rejste over bøgeskoven, over marker helt ud til kirkespiret og dér forbi til en skov af ege. Her landede de, og egen blev sat i jorden. Alle de andre ege gav sig straks til at smile på barkemanér ved skiftevis at rynke og udvide barken. De ville vise hvor glade de var over at finde det bortkomne agern igen.

Det lille egetræ var meget glad; men det vidste ikke, hvad det skulle gøre af sig selv, nu følte det sig alligevel igen forkert, så meget havde det prøvet at ændre sig for at komme til at ligne bøgene, at dets bevægelser ganske var deres. Det havde svært ved at slå rødder; flere gange var det lige ved at dejse omkuld; men så var der altid et vindpust til hjælp eller en muldvarp eller grævling, som opmuntrede det midt i arbejdet.
Da gik de vinteren i møde, den tid hvor træer plejer at vise deres prægtige kroppe for hinanden, fordi der ingen dragt er til at skærme dem. Det lille egetræ var bekymret. Indenunder bladene: lignede det mon stadig en eg? Eller var dets ønsker gået det på stammen, så det nu lignede mere en bøg end en eg? Nervøsiteten tog til og på ny var egetræet lige ved at vælte omkuld; det det i sin bekymring kom til at trække rødderne til sig, hvilket resulterede i, at det smed bladene endnu hurtigere end de andre træer. Så var der kun ét at gøre: at ty til bønnen igen, det kunne jo være, det ville hjælpe denne gang. – Og se da viste en engle sig for det og sagde; "Ære være Gud i det høje og den som har hans velbehag. Frygt ikke, for jeg hjælper dig", og så forsvandt den.
Da fortog angsten sig hos det lille egetræ, og det kunne atter hvile sig ved at vaje i vinden, og tabte nu bladene i et mere almindeligt tempo, og da det alligevel til sidst stod nøgent opdagede det til sin glæde, at det faktisk lignede de andre. "Jamen, jeg er jo som dem!", udbrød det; " Hvor er jeg glad, nu er jeg ikke ensom mere, inderst inde er vi éns." ; og henvendt til Gud takkede den for at have efterkommet den bøn, som lå den dybest på hjerte. Rødderne groede nu til og fik fat dybt nede, og det lille egetræ blev så flot og stort, at ingen siden har set lige.

Og skulle du en dag komme forbi en eg, der lyser i mørke, da er det den, thi glæden var så stor, at den ville sprede den til alle, og da blev den atter rørt af engelen, som lod den sprede glæden og lyset .
Træet fandt sin sande familie, men også sig selv, og heri ligger nu det allervigtigste, inderst inde er vi alle éns, men hver haver vi vores præg at sætte på verden, og deri skal vi holde fast.

Jeres hengivne…..

Melinda C.