Der var en gang for længe siden langt, langt borte bag de høje bjerge, hvor græsset altid var grønt, og solen altid skinnede, og alle var lykkelige - undtagen én: prinsessen. Hun kunne ikke fatte, at alting kunne være så godt, der måtte da være nogle problemer, og således mens hun tænkte derpå, opstod dér et for hende meget stort problem: Hvad er meningen med tilværelsen?
I starten gjorde hun sig faktisk slet ikke klart, at det var et problem, men som tiden gik, kørte hun sig selv mere og mere fast i den tanke, at det hele var meningsløst. MENINGSLØST. Totalt! Hvordan kunne folk være så optagede og glade for alle mulige ting, hvis det hele var meningsløst? Det forstod hun ikke. Hun undrede sig, og efter en rum tid begyndte problemet at plage hende for alvor, og hun begyndte efterhånden at hade sig selv, for når alle de andre var så glade og tilfredse, måtte det jo være hende, der var noget i vejen med. Hun lukkede sig mere og mere ind i sig selv med de triste tanker.

Ingen blandt hoffet endsige hendes fader, kongen, bemærkede noget bortset fra, at hun var i den alder, hvor man er begyndt at vokse ind i de voksnes rækker og derfor interesserer sig i stærkere grad for det modsatte køn end tidligere – i prinsessens tilfælde for hvilken prins, der skulle blive hendes gemal. Derfor tænkte kongen, at det nok blot var sådanne problemer, hans lille prinsesse tumlede med.
Det var det bare ikke. Prinsessen interesserede sig slet ikke for at finde en prins, nej hun ønskede blot at kende meningen med sit liv, men hun kunne ikke finde den. Hun lod en ridder tilkalde, en bonde, en kunstner, en videnskabsmand, en filosof; men ingen kunne give hende et svar, hun var tilfreds med.
Ridderen forklarede med en lykkelig mine, at han fik lov til at forsvare hendes land, samt nyde den smukke natur til hest, hvilket altid havde været hans drøm.
Bonden var godt tilfreds, han brummede nok lidt over mangel på regn, men med sit liv som sådan med kone og barn og et godt stykke land, var han meget lykkelig.
Videnskabsmanden blev noget forvirret, da hun stillede sit spørgsmål: Hvorfor er vi her? Men efter en kort pause begyndte han at rable af sig om biologiske processer, formler og tal, så den stakkels prinsesse blev ganske træt og ikke et ord klogere på vejen for at løse sit problem.

Så blev den klogeste filosof tilkaldt, han måtte da kende svaret, mente prinsessen, men nej. Det eneste han kunne fortælle var: at sådan som Parmenides så det, var det sådan og sådan, som Sokrates så det: sådan og sådan, og som Thomas Aquinas på en tredje måde. Osv., osv. Prinsessen blev kun mere forvirret og blev virkelig bekymret for om, da slet ingen ville kunne besvare hendes spørgsmål; men da kom det hende for øren, at der netop var kommet en vismand til landet. Og straks lod hun sende bud, for han måtte da kunne sige noget, hun kunne bruge.
Vismanden kom alene til fods, han havde vandret i den vide verden og kendte til alt og intet. Da hun stillede ham sit spørgsmål, kom der for første gang et svar, hun følte, hun kunne bruge til noget. Han forklarede hende, at dette ikke var hendes eneste liv, og at hun i tidligere tider havde eksisteret i andre former som andre mennesker, og at hvert liv var en del i en udvikling på klodeplan, lige såvel som klodens udformning og udvikling var en del af den kosmiske udvikling. Han fortalte også om stjernerne, om hvordan hun var et individ, der ikke havde nogen som hendes lige, at hun var en del i Guds skaberværk, og at hun derfor var med til at skabe hans billede.
Denne forklaring og beskrivelse hjalp hende et langt stykke på vejen. Hun blev gladere, begyndte at smile til fok også blandt hoffet, men hver gang hun åbnede munden, kom der en "sentens" eller "historie" fra det åndelige liv, hun nu var blevet indviet i. Hele hendes opmærksomhed var vendt mod dette hellige, som hun syntes, var det vigtigste i verden. Selv hver gang, når der var prinser, unge, skønne prinser til stede kunne hun ikke dy sig for at åbne munden og tale om alle disse åndelige ting, som hun mente, var det eneste sande.
På den måde fandt hun aldrig den prins, som hun kunne blive tilfreds med, for var han ikke åndeligt interesseret, tænkte hun straks: " Duer ikke, han har endnu intet forstået." - Og således levede hun i mange måneder og år, indtil det pludselig gik op for hende – efter at have talt og lært meget om det – at man ikke blev et spor bedre menneske eller blev spor lykkeligere af at være åndeligt begavet.

Det var tilfældigt en dag, da en af de tilkaldte viskvinder var hos hende, og de begyndte at tale om det problem, der for længe siden havde været igangsætter for det kæmpemæssige arbejde, hun havde foretaget indenfor mystikkens og det åndeliges felt. Da slog det pludselig ned i hende: Problemet er ikke løst, jeg ved stadig ikke, hvorfor jeg er her? Joh, jeg ved, jeg må betale tilbage, hvad jeg har gjort i tidligere tider, men hvorfor ER jeg overhovedet? "Jeg vil ikke være, jeg ville ønske, jeg var død, jeg er fuldstændig håbløs" sagde hun til viskvinden. Viskvinden så bekymret på hende og sagde: "Håbløs? Har du da aldrig gjort noget godt for andre?" Men prinsessen var helt ude af det og kunne kun se alt sort i sort.
Der gik således et par timer, da kom det fra viskvindens læber: "jeg tror, jeg har set dit problem klarere nu end nogensinde før. Hvad, du mangler, er erkendelsen og accepten af dine fejl. For også du fejler, også du er et menneske og kun i kraft af fejlene, kan du blive et lykkeligt menneske." Prinsessen blev helt stum, så tørrede hun tårerne bort fra sine øjne og livede op. "Ja, det er det", sagde hun. "Jeg har altid villet være fejlfri; men det er jeg jo ikke. Nu kan jeg sandelig se noget af lyset. " og hun takkede viskvinden af hele sit hjerte.

Derefter kaldte hun alle sine hjælpere sammen. Ridderen, bonden, videnskabsmanden, filosoffen, vismændene hele hoffet og de fremmede prinser, som ikke mere var hende så ubekendte. Hun takkede dem alle, forklarende at uden hver enkelt af dem ville hun aldrig være nået til erkendelsen af hendes sande problem: at hun ikke holdt af livet, fordi hun ikke elskede sig selv som det menneske, hun var på godt og ondt. Hun erklærede derpå, at hun nu ville drage ud i den store vide verden ikke for at vinde prinsen og det halve kongerige – men for at finde sine fejl og lære at acceptere dem for derved at kunne blive et helt og elsket menneske.

Og jeg er sikker på, at har prinsessen ikke lært at accepterer sine fejl endnu, så kommer det med tiden; og dermed tror jeg også, at den prins og det halve kongerige, der hører hende til, kommer helt af sig selv.

Se så det blev alligevel et rigtigt eventyr.

Jeres hengivne….