Pigen, dragen og ærtebælgen

Der var en gang en lille pige, som var så forfærdelig trist til mode; Hele natten var hendes mor oppe, og når pigen så skulle op, lagde moderen sig til at sove. På den måde kom de to aldrig til at tale sammen, og det var den lille pige så ked af, så om natten inden hun faldt i søvn, begyndte hun at sende små hvide pakker med blåt bånd til himlen, for at de skulle hjælpe hende, så hun kunne få det godt med sin mor.

Moderen mærkede ingenting, hun blev ved at sove om dagen og våge om natten. Om natten vågede hun ved et stearinlys; og i virkeligheden var det fordi, hun var bange for, at dragen skulle komme: orange, rød og lilla, som den var, og så frygtelig, at alle måtte frygte den. Men faktisk var den slet ikke farlig, blot havde alle, der hidtil havde set den, sagt, at den var frygtelig, og havde frygtet den; og det var så gået videre til venner og bekendte, børn og børnebørn og oldebørn og tipoldebørn. Og derfor var alle bange for dragen på det tidspunkt, vi kommer ind i historien.

Moderen sad og vågede, mens barnet sov. Men se da skete det, at dragen fløj ind gennem vinduet og hen til den lille piges seng. Og pigen ligger og drømmer, og pludselig er dragen med i hendes drøm, og den er stor og pragtfuld, ikke frygtelig; den er smuk med glæde strålende ud af dens safirblå øjne. Den siger til den lille pige, som sover: " Vågn op, vågn op; jeg er ikke spor farlig, og så kan jeg oven i købet flyve. Jeg vil give dig en gave, hvis du vil have én", og den lille pige mumler i søvne; " Det vil jeg gerne. Jeg vil gerne have en ærtebælg."

Dragen forsvinder hurtigt, men næste morgen, da den lille pige vågner, ligger der en ærtebælg på hendes bord; og hun kommer i tanke om drømmen, og råber på mor; " Mor, mor!". Moderen kommer løbende og spørger, hvad der er galt, og den lille pige fortæller historien. Men moderen siger; "Jamen gud dog, og jeg, som har vogtet sådan for, at dragen ikke skulle finde dig. Så er det frygtelige uhyre altså alligevel sluppet ind."

Men pigen forstår hende slet ikke og siger; " Jamen Mor, mor den gav mig, hvad jeg bad om, og den er ikke spor ond. " Moderen vil slet ikke høre på hende og siger, at hun kan få suppe til morgenmad, så kan ærterne bruges deri. Men det er slet ikke det, den lille pige vil med ærtebælgen. "Jamen Mor, jeg vil dyrke en lille have, jeg vil lægge ærterne ned i en urtepotte, og så vil de spire én for én, og vi vil få masser af ærter, og så kan vi sælge dem og blive rige. "

Men moderen vil ikke høre og går i stedet til præsten i sognet for at høre, hvad man dog kan gøre med denne rædsomme drage. Men præsten er lige så angst, også han har kun hørt frygtelige ting om dragen; og da han hører, at den tilmed har været på besøg hos den lille pige, bliver han rædselsslagen og siger, at det måske er bedst, hvis den lille pige kommer på hospitalet.

Imens er pigen i gang med at lege. Hun leger, hvordan det hele bliver, når de har fået deres egen ærtefram. Det skal nok blive dejligt. Men så kommer præst og moder, og de tager ærtebælgen fra hende, smider den ud, og hun bliver taget med og bragt til hospitalet. Her sidder der nogen og våger over hende hele tiden – men alligevel lykkes det dragen at komme in til hende en nat, da vagten er faldet i søvn. Den har taget en ærtebælg med til hende. For i mellemtiden er den blevet meget glad for hende, fordi hun ikke tror, at den er frygtelig, og den har fulgt hende og set, hvor væmmelige moderen og præsten var at tage ærtebælgen fra hende.

Den lille pige bliver meget glad, da hun vågner og finder ærtebælgen, og endnu en gang fortæller hun om den søde drage, der giver hende ærtebælge, for hun kan slet ikke forstå, at mor, præst og læge ikke kan lide den. Hun viser dem ærtebælgen og siger; " Se selv, hvad dragen har givet mig. Den kan godt lide mig. " Men da bliver mor, præst og læge endnu mere bange. "Hvad skal vi dog gøre? ", spørger den ene den anden, den anden den tredje og den tredje den første: "Vi kunne jo sende hende i klosterfængsel", foreslår lægen: " Der er tremmer for vinduet, dér kan bestemt ingen drage slippe igennem."

Så bliver den lille pige sendt i klosterfængsel og er så ked, så ked af det, fordi der slet ikke er nogen, som vil tro på hende, og ærtebælgen har de også taget fra hende. Og selv om hun hver nat håber på, at dragen skal komme ind, så kommer den ikke, fordi det er et fængsel. Pigen er meget ked af det, men bliver ved med at drømme om sin ærtefarm.

Så en aften pusler det i det ene hjørne. Det er en mus, som titter frem. "Hvem er du?", spørger pigen. Musen bliver forskrækket, men den lille pige skynder sig at sige, at hun ikke vil gøre den noget. " Jeg er Hugo", siger musen spidst, for det er en spidsmus. "Jeg hedder Maralda", siger den lille pige, som rigtig hedder Esmaralda, men aldrig har lært at sige andet end Maralda.

"Hvad laver du her?", spørger musen. "jeg bor her.", svarer hun. "Det gør jeg også", siger musen. "Det er da noget nyt", siger Maralda. "ja, det er lidt nyt, at jeg er helt herinde, men ellers har jeg boet i muren dér", siger musen Hugo og peger med halen på den tykke klosterfængselsmur."

"Jeg vil gerne ud", siger Esmaralda; " Jeg savner sådan den drage, der en gang kom og besøgte mig to gange, men de voksne er bange for den, og derfor har de spærret mig inde her. " "Jamen dog", siger musen Hugo; " Det var da noget frygteligt noget…" "ja", svarer Maralda; " Det siger de også; det er en frygtelig drage, siger de". Spidsmusen Hugo er alligevel ikke så spids og siger; "Kan jeg hjælpe dig med noget?" "ja", svarer Esmaralda; "Bare jeg atter havde en ærtebælg; det var dragen altid så sød at komme med til mig. " "Det kan jeg godt klare", svarer Hugo; "jeg skal bare et smut udenfor fængsels-klostermuren, dér er der nogen.? " Esmaralda bliver meget glad.

Næste dag kommer spidsmusen Hugo tilbage; "kan du ikke bruge en gulerod i stedet for? Det er meget lettere at finde?" "Nej", svarer Esmaralda; "Det er slet ikke det same, jeg vil kun have noget, hvis jeg kan få en ærtebælg ellers er det ligegyldigt." "Så tager det altså et par dage, for så må jeg først snakke med muldvarpen om, hvor der er nogen….", siger Hugo.

Nogle dage senere kommer spidsmusen Hugo tilbage; " Værs'go'", siger han; "Her er en gul bønne, den ligner da næsten en ærtebælg Kan den ikke bruges?" " Nej", svarer Esmaralda og tænker ved sig selv; bare jeg dog kan komme til at tale med dragen.

Men så kommer moderen på besøg og denne gang også politimesteren, der har opsyn med fængselsklostret, foruden lægen og præsten, også er der ikke mere tid til at tænke på dragen, for så vil de såmænd sende hende på børnehjem, og nu er hun altså træt af at blive flyttet rundt på.

Da hænder det en morgen, at der sidder en due ved vinduet bag tremmerne. Esmaralda kalder på den og spørger, om den ikke har set den flotte orange, røde og lilla drage. – Men nej, den har ikke set den. Nu bliver Maralda først rigtig ked af det. Hvad skal hun gøre?

En dag får de majs til middag, og hun får en idé. Dragen sagde, at dens yndlingsret var majs. Hvis hun nu lægger lidt majs i vinduet? Det gør hun; men det hjælper ikke. Der kommer måger og solsorte; men dragen kommer ikke. Den ved nemlig godt, alt hvad der er sket, og selv om den holder så forfærdeligt meget af den lille Esmaralda, véd den også, at det er bedre, at hun er ked af det nu, så skal den nok komme tilbage, når hun først er fri.

Sådan går der mange måneder, mange år, hvor den lille pige, bare sidder og venter på, at hun skal komme ud, og på at dragen skal komme og give hende en ærtebælg. Men det sker ikke. Først da der er gået mere end 15 år, får hun lov a slippe ud, fordi politibetjenten, lægen og præsten mener, at det er ok. Moderen er lidt i tvivl, men går så med til det pga. alle de fornuftige argumenter.

Næppe er pigen kommet ud, før dragen atter kommer til hende i en drøm og medbringer en ærtebælg til hende. Men denne gang gemmer Esmaralda ærtebælgen og fortæller ingen om dragen. Og den følgende dag går hun til grønhandleren for at købe ærter og jord, for samme dag vil hun begynde at dyrke ærter. Sådan går det til, at ingen: hverken mor, læge, politibetjent eller præst er klar over, hvad hun gør, for i stedet for at plante ærter fra en af de ærtebælge hun har købt, planter hun selvfølgelig ærterne fra den ærtebælg hun har fået af dragen. Og sikken de vokser. Snart er værelset fyldt af bælgplanter, og hun kan plante dem udenfor og hos sin mor og politibetjenten, lægen og præsten. Og ingen af dem er bange for det, fordi de tror, det er noget, hun har købt hos grønthandleren; men det er det slet ikke. Frøet fik hun af den flotte og pragtfulde flyvende drage; men det er der ingen, der véd. Skal vi derfor ikke gemme det som vores hemmelighed?

Jeres hengivne….