De tre isflager

DE TRE ISFLAGER

Der var en gang tre isflager, flade som nadverbrød – og dertil var de også. De skulle smelte på tungen og opvarme legemet, så det kunne stråle af lys og livfuldhed og vidne om alverdens godhed.
Isflagerne var skabt af himlene og var derpå tilfældigt dalet ned og havde gemt sig det første det bedste sted på jorden.
Den ene flage havde gemt sig i en ærtebælg. Den anden i et skohorn, og den tredje lå skjult i flødeskummet på en jordbærkage.
Den første flage i ærtebælgen blev aldrig spist, da den blev anset for noget skidt sprøjtemiddel på ærterne. Den blev straks kasseret tillige med bælg og ærter. Den havnede på lossepladsen, hvor den blev brændt og steg til himmels igen, hvor den måtte vente til tiden atter var inde til den kunne dale ned.
Den anden isflage havde sat sig på et skohorn i et lille hjem på landet; hvor konen en dag, da hun skulle have sko på, fik øje på den og troede, det var snavs. Hun børstede den da straks af; men blev bange da hun mærkede den isnende kulde. Hun trak hånden til sig, for hun troede, skohornet var forhekset. Men isflagen havde allerede fået så meget varme, at den smeltede. Og på gulvet hvor den sivede ned, viste der sig snart det smukkeste mønster, man kan tænke sig. Men konen forstod det ikke, thi hun havde allerede glemt den lille hændelse. Siden kom folk til huset fra nær og fjer, alle for at betragte det lille under i gulvet, der var så smukt og slet ikke til at viske bort. Og hver gang fik de lov at betale, og det blot pga. en lille flages forsøg på at sprede glæde. Men se, de forstod ikke at tage imod det. Tegningen var en anvisning på vejen mod lyset; men de forstod ikke betydningen, og derfor kan den heller ikke gives her.Den tredje flage var heldigere. Den havnede i flødeskummet på en kage og kunne derfor ikke ses. Jordbærkagen kom i bagervinduet, hvor en ung mands blik faldt på den, og han måtte straks købe den, for om aftenen skulle han have gæster til te.
Og mon ikke kagen gjorde glæde midt i snakken om urtekræmmerens kone, der var med barn og om den overdådige blå farve på borgmesterens stakit? Kagen forandrede alt; ud af munden på pigen, som fik isflagen spadserede der blomster: en solsikke, en rose, en forglemmigej og en hørfrøblomst. Hver af blomsterne satte sig ved hjertet hos en af de tilstedeværende.
Ham, der fik solsikken faldt i dyb søvn og fik den forunderligste drøm, man kan tænke sig. Pludselig var han langt borte i en tid han næppe kendte, i et land han ikke huskede, og der var sosikker overalt. Han vidste, at her skulle han arbejde; afhugge solsikkerne, koge urtedrik på bladene, lave smør og olie af kernerne, samt spise stænglerne, som de var. Han vidste, at dette måtte han gøre; men se hvorfor, det ville han ikke have kunnet fortælle.
Og straks gik han i gang, og han var ikke alene, for pludselig var der med ham tusindvis af folk, som alle var kommet for at hjælpe…

Hun, der havde modtaget rosen, var tavs. I sit indre oplevede hun lidenskabens flamme, hun følte den slikke op af sig, brændende og smertende på en gang frydefuldt. Men intet kunne hun sige, tornene var for skarpe, og al hendes glæde, al hendes fryd måtte forblive i det indre bag tornene, der drog hende med til et landskab af roser: gule roser, røde roser, rosa roser, alle mulige slags roser; men også her var hun tavs. Hun så på den røde rose i landskabet og smilede; men ikke et ord kom over hendes læber.

Den blå forglemmigej gik til den unge mand, til ham som havde købt kagen. Han fik pludselig den indskydelse, at dder var en masse han skulle fortælle. Måske kendte hans venner ham slet ikke? Han begyndte at fortælle de ene historie efter den anden, og så ganske fornøjelig, at han selv blev overrrasket – så fjern var denne side af ham før i tiden.
Og hver historie levede han. Han mærkede stemningen, følte personernes glæde og sorg, mærkede deres tårer på sin kind, følte deres smil på sine læber og fornemmede de lugte, de var omgivet af. Det var ham så ganske forunderligt, at han ikke selv troede, det var sandt; men sådan blev det, og sidenhen kaldte man ham "Fortælleren".

Men pigen, som havde indtaget flagen, og hos hvem en hørfrøblomst spirede, hun følte hørret spinde om sig. Det blev de smukkeste klæder, og hun gjorde ikke noget, sad blot og lyttede. Da hørte hun slanges hvislen. Den gemte sig i hørret, smøg sig om hende og bed sig så fast i hendes nakke, at hun måtte skrige.

Forglemmigej-fortælleren fangede skriget, fortsatte og fortalte, hvordan en ung kvinde til te- selskab pludselig var blevet overfaldet af en slange, som havde bidt hende, så hun ville skrige. Da var hun blevet stum, skriget var stivnet og blev til en rose i hjertet, der glødende lidenskabeligt og smerteligt blev til en flamme i hendes indre på én gang frydefuldt og smerteligt.
Da var en mand kommet forbi, han havde smurt hende i solsikkeolie, givet hende saften at drikke og stænglerne at spise, indtil hun var faldet i en dyb søvn for ved sin opvågnen at fortælle den ene historie mere forunderlig end den anden, om tre isflager, der en gang faldt ned fra himlen for at sprede Guds lys og glæde..

Jeres hengivne 

Melinda C.