Den Blegnæbbede prinsesse

DEN BLEGNÆBBEDE PRINSESSE

Der var en gang en prinsesse. Hun var livfuld, solbrun og smilende glad. – Men så en aften hændte der noget;

Hun lå i sin seng og sov, da en sky gled fra månen. Dens blege skær faldt ind gennem vinduet. Det nåede hendes pande, og hun vågnede med et sæt. Da var hun fortryllet! Månens blege stråler greb fat i hende; hun måtte tættere på, tættere på. Hen til vinduet; dér så hun månen, så månemandens blege stivnede blik gribe fat i sig. Han vinkede til hende, vinkede hende nærmere og nærmere til sig. Hun åbnede vinduet, måtte åbne det. Føle strålerne på sin krop… Da stod hun ikke mere i slottet. Hun var i månen, sammen med manden i månen, og det hele var underligt. Han blev ved at trække i hende, tættere og tættere ind til sig uden at gøre noget andet end at betragte hende med dette mærkværdige blege blik. Hun var bange og ville hjem.

Det skete også – men da hun kom til sig selv igen, huskede hun ingenting, huskede ingenting, blot at månens skær havde været stærkt denne aften, stærkere end det plejede. Næste dag var hun forandret. Smilet var væk, en bleghed var trådt frem og hendes livfuldhed forsvundet. Hun kunne kun fortælle historier. Den ene historie mere fantastisk end den anden. Kongen blev urolig. Det blev værre og værre. Blegheden tog til fra dag til dag. Prinsessen mistede appetitten og så disse historier…
En dag nægtede hun at spise en ost. Hun mente, at hun ville blive grøn af den og forklarede selv hvorfor;

En gang for længe siden var en ost blevet hypnotiseret og taget til fange af månen. Osten var så bedrøvet over dens fangenskab, at den græd og græd; den kunne slet ikke holde op igen og langsomt gik der mug i den. Derfor blev den grøn og af samme grund kalder man månen for en grøn ost.
Denne forklaring blev kongen for meget. Han besluttede at hidkalde rigets tre vismænd; Abra, Ka og Dabra.

Abra, Ka og Dabra blev sat ind i situationen, hvorpå de gik hver til sit.
Abra gik til floden ved nattetide. Han bad floden om hjælp. Floden rislede og piskede, skummede og brusede, men svare gjorde den ikke. Da gled en sky fra månen. Månen lyste med sit blege matte skær over flod og landskab. Abra forstod, at dette var "tegnet". Samme blege lys udgik fra prinsessen. Han så op mod månen og forbavsedes, ti den blev ganske rød af blod; og dråberne dryssede ned over himlen, blev sorte og skyagtige, ja uigennemtrængelige, så alt lys fra den ellers klare nattehimmel forsvandt.
Abra gik hjem. Han vidste, at han var gådens løsning lidt nærmere, faldt i søvn og havde en lang nats søvn uden drømme.

Ka, den anden af vismændene drog til floden ved solnedgang. Også han bad floden om hjælp. Heller ikke til ham mæglede floden et ord, men knap var bønnen udtalt før en kvist knækkede af et kirsebærtræ, der hang ud over floden. Han samlede den op, inden den blev revet bort med strømmen. På knisten var dere lyserøde blomster, ti foråret var netop begyndt. Han tog oplevelsen til sig, sikke rpå, at det var "tegnet" til ham. Også han gik hjem og havde om natten en lang og drømmeløs søvn.

Den trejde og sidste vismand, Dabra, var født ved midnatstide den nat, da himlen var sort af skyer. Derfor holdt han så meget af daggry, at han hver morgen begav sig til floden for at se solen stå op. Denne morgen var lyset særlig smukt, solens gyldne stråler lyste over floden, som på Dabras bøn om et "tegn" blev ganske gylden, som var den flydende guld. Et smil bredte sig over Dabras ansigt, han glædede sig over solens magt. Solen lægger alle skygger øde og alting bliver så smukt i dens skær. Han drog hjem, drak sin morgente og begav sig til slottet.

På slottet var flagene hejst, ti kongen nærede de dybest forhåbninger til de tre vismænds evner og sammen holdt de alle råd i kongen kammer.
Hver kom de med sin beretning. Abra fortalte, hvordan floden havde vist ham månens blege skær, hvordan han forbavset havde set månen formørkes af blodsdråber, der sidenhen dryssede ud over himlen og lavede et skydække så tykt, at alt blev formørket.
Ka fortalte, hvordan kirsebærskvisten var faldet i floden på hans bøn om et teng, og hvordan han hurtigt havde samlet den op, inden solens sidste stråler var forsvundet.
Dabra berettede, hvordan floden havde vist ham solens gyldne stråler og gjort ham opmærksom på dens kraft og magt.
Kongen lyttede og besluttede, at de alle skulle drage til floden tillige med prinsessen.

Prinsessen blev hentet, men hun ville ikke med. Hun fortalte dem endnu en historie; om hvordan et stort skib for mange århundreder siden var gået på grund, og at de derfor kunne risikere at støde på vragrester og skeletter, hvilket var noget af det mest modbydelige, hun kunne forestille sig næst efter stegt flæsk med persillesovs.
Vismændene fik hende dog overtalt og de drog alle til floden. Da var aftenen allerede faldet på. Flagene blev sænket ned for natten og havde endnu ikke været itl gavn. Himlen var mørk; men netop som de nåede floden, se da gled skyen til side og ud fra månen kom fyrre tyve røde riddere. De styrede lige ned mod dem. Alle blev bange på nær prinsessen. Et smil viste sig på hendes ansigt. Hun bredte armene ud, som bød hun dem velkommen. Vismændene måbede, konge gurglede af angst, mens ridderne kom nærmere og nærmere – så én meter fra dem drejede de pludselig af og forsvandt i floden, som derefter blev ganske rød af blod.
Prinsessen rakte armene ud efter dem med så stor iver, at hun faldt i vandet. – Og så skreg hun. Hun skreg så højt, at krystalglassene ville være sprunget, dersom der havde været nogle i nærheden. Da hun ikke havde kræfter til at skrige mere, gav hun sig atter til at fortælle historier, den ene efter den anden; blå, røde og gule historier. Hvorpå hun gjorde holdt pegede mod månen og sagde; " Se, manden i månen han kalder på os, vi må op til ham…!", da faldt kongens blik på kirsebærtræet. Han pegede på det og råbte; " Bræk en kvist af Ka og lad os se, hvad der sker…!"
Ka gik ned i den røde flod og brækkede en kvist af træet og gav den til prinsessen. Straks forstummedes ordene på hendes læber, og hun faldt i en dyb, dyb søvn, stående midt i floden, som var hun forhekset.
Kongen og vismændene løftede blikket op mod månen, de så den mærkelige mand i månen krympe sig. Hans magt forsvandt. Månen blev mindre og mindre for til sidst helt at forsvinde. Mændene stod tavse et øjeblik. Da kaldte kongen; " Abra, Ka Dabra se floden!", og de så, hvordan blodet blev båret væk af strømmen. Vandet blev klarere og klarere. Til sidst var det så rent som den klareste kilde. De satte munden til vandet og drak.
Se da fik de alle guldskær i håret, ti dagen gryede, og solens stråler omfattede dem med livgivende kraft og gyldne farver.

Da de atter løftede hovederne, så de hvordan solens varme langsomt, ganske langsomt fik liv i prinsessen. Hun begyndte at røre på sig. Til sidst løftede hun hovedet, og de så, hvordan den mørke lød, de røde kinder og glæden var vendt tilbage. Prinsessen takkede solen, vadede hen til kirsebærtræet, plukkede en kvist og takkede også det. derpå gik hun op på bredden og plantede den kvist, hun lige havde plukket.
så snart hun havde stukket kvisten i jorden, spirede den og blev til det smukkeste af alle træer ved denne flod, ti der var noget velsignet over det. Prinsessen vendte sig nu mod vismændene og kongen; "Jeg takker Eder, havde jeg været uden jer, ar jeg endnu i månemandens lænke. Han forheksede mig som ganske lille. Kun takket være jer forbandelsen ophævet. Tak!"
De drog alle tilbage mod slottet. Flagene var nu med rette hejst, og der blev festet over land og rige i mange, mange dage. Prinsessen vare endelig helbredt, havde fundet ro i sjælen og kunne for første gang i mange år nyde festlighederne.

-

Se, det var min historie. Prinsessen blev fri, månemanden knust; men månen var ikke for altid forsvundet. Allerede næste dag lyste den atter på himlen, denne gang mere gult. Det blegeste skær var forsvundet med månemanden. Tilbage står træet ved floden og skulle du en dag komme forbi, vil du ganske sikkert finde det; mægtigere og prægtigere end andre. Da gå hen til det og bed om en historie. Det kan sikkert mange af slagsen.

Jeres hengivne

Melinda C.