FORTÆLLINGER

DE HVIDE SKO

Telefonen ringer; Riiiing Riiing…! Lisbeth tager den og siger "Hallo". Først er der ingen, der svarer. Hun siger igen "Hallo, er der nogen?" En mandsstemme svarer hende; "ja, det er mig fortælleren, jeg ringer rundt til folk og fortæller dem historier, når de har brug for det, og jeg har netop fundet en til dig, så nu må du lytte godt efter. "

Han begynder: "Det var en varm sommerdag, og jeg gamle mand havde trukket i spadseretøjet. Jeg ville gå en tur og gik dyb ind i skoven, hvor jeg nåede til det store kastanjetræ. Da fik jeg pludselig øje på skoene, et par små hvide sko med snørebånd. Jeg syntes, de så så fine ud og fik helt lyst til at gå hen og røre ved dem. Det turde jeg dog ikke, sæt der nu kom nogen erklærede, at det bar deres? Nej, jeg foretrak at nøjes med at betragte dem. Hvor var de pæne; det var sådan et par helt hvide sommersko, jeg altid havde ønsket mig, blot var de så forfærdeligt små, at end ikke min hånd ville kunne være i dem, dersom jeg prøvede. Dertil var min hånd alt for stor og kantet mod disse nydelige hvide sko.
Midt mens jeg stod dér, viste der sig pludselig en stige, en lille fin stige fra jorden og langt op bag bladene, op af kastanjetræet. Ja, jeg kunne slet ikke se enden af den. Jeg var nysgerrig og tænkte, at det vel ikke kunne skade at prøve at klatre op. Jeg så mig omkring, jeg så ingen og hørte ingen, bortset fra fuglenes kvidren og vindens blafren i bladene. Jeg så igen på de hvide sko, og de ligesom pegede hen mod stigen, og jeg gav efter og trådte op af. Jeg klatrede og klatrede, i starten var jeg lidt bange for at flade ned, jeg er jo ikke helt ung længere, men jo højere jeg kom op desto mindre generede højden mig, for det blev så spændende. Jeg bevægede mig op langs stammen og lige ind i kronen. Heroppe var det som tiden gik i stå, og verden udenfor slet ikke eksisterede. Her var så rart som hvis man sad i en boble, og ingen kunne gøre én noget. Det var dejligt. Jeg holdt en lille pause, der var SÅ dejligt., at jeg måtte nyde det, så trygt og fredfyldt. – Men så hørte jeg en trille og – én til. Den kom fra en fløjte, jeg var ganske sikker. Jeg kiggede op; men over mig så jeg blot endnu flere grønne blade og grene; himlen så jeg ikke og heller ingen fløjte eller fløjtespiller. Men tonerne kaldte på mig, jeg måtte videre. Jeg klatrede op af, videre og videre, jo højere jeg kom, desto kraftigere lød tonerne, klare rene triller, son fra klare rene kilder. Det lød så smukt, let og livligt og dog alligevel vældende kraftigt. Jeg følte mig som i ekstase. – og da begyndte duftene. Det var de skønneste dufte, at jeg har svært ved at beskrive dem: liflige, fyldige og alligevel lette, af abrikoser, kirsebær, af gule roser og stikkelsbær; den ene aroma mere forunderlig end den anden, som af alskens parfumer og olier.
De var så dejlige, og udgjorde tilsammen en bølge af dufte, som harmoniserede med tonerne, således at der for hver duft var en tone, som passede til.
Det lød så harmonisk og duftede så dejligt. Samtidigt var det, som om bladene bød mig velkomme; for hvert trin jeg tog, bøjede de sig let tilbage, som ville de sige: Vær velkommen!
Hvor var de smukke, aldrig før havde jeg oplevet så mange farver i det grønne. Jeg så grøn og guld, rød og lilla, blå, og oliven, purpur, og rosengul, rosenrød og fersken. Disse spillede også deres melodi. Med tonerne og duftene harmonerede de. Jeg var ganske betaget og måtte hvile et øjeblik. Da så jeg ham: skovguden med sin smukke trillende fløjte. Dér sad Pan allerinderst, øverst oppe og smilede skælmsk. , så godt han nu kunne det med fløjten for munden. Han havde horn i panden og en hale, samt et stort sort hår. Hans blå øjne strålede, og der var et skær om ham af det smukkeste guld og sølv. Fløjten spillede stadig, da han tog den fra munden, han klatrede ned til mig hurtigt som en abekat og uden om stigen, der dog sluttee dér inden toppen.

Han bød mig sætte mig. For enden af stigen var der to træ-knaster så store og smilende. Det var skovens øjne. Pan pegede med fingeren, og jeg satte mig, og han på den anden, og dér sad vi så ganske stille og så og lyttede og duftede. Med harmonien skiftede hans hår farve, det var ikke sort, som jeg først havde troet, men skiftede farve med tonerne, mens lyset omkring ham forblev af sølv og uld. Aldrig havde jeg set noget smukkere, mærket en blødere luft, duftet dejligere dufte, hørt så ren en musik eller oplevet noget lignende. Jeg kan ikke beskrive det nærmere for dig; men sådan må der være i himmerig.

Jeg ville være blevet siddende dér i evigheder, dersom der ikke pludselig havde lydt en røst. Om den kom fra Pan eller træet, duftene eller farverne eller musikken, ved jeg ikke; men det betød ingenting. Harmonien fortsatte. Måske lød stemmen også blot i mit indre, jeg ved det ikke. Den sagde to ting, som blev meget højtidelige i betoningen:

SÅDAN ER LIVET, og
GÅ NED OG LÆR DEM DET!

Så forsvandt Pan, musikken lød stadig, farverne og duftene… men de mindskedes. Jeg var uden at vide af det på vej ned af stigen. Farvehavet gled bort sammen med duftene og tonerne. Da jeg nåede stammen, var det hele forsvundet, og jeg hørte atter en fugl kvidre og mærkede et let vindpust på min krop. Jeg nåede træets fod og stod atter på jorden. Da blev stigen væk. Jeg så op ; men der var intet spor af den., lige så pludseligt den var kommet, lige så pludseligt var den forsvundet. Jeg så ned dér, hvor de små sko havde stået. De var forsvundet, men i stedet stod der nu et par, som lignede min størrelse, og de var hvide og med snørebånd. Lige netop sådan et par sko, som jeg altid havde ønsket mig. Skulle jeg prøve dem? Ja, tænkte jeg, det kan ikke være forkert. Jeg tog mine egne gamle brune travesko af og gled over i de andre. De passede perfekt; og da jeg tog et skridt, vendte stemningen fra trækronen tilbage, og jeg vidste, at de var min gave, og at jeg skulle bruge dem… og let som en ung mand bevægede jeg mig ud af skoven…

Manden rømmede sig og sagde; "Ja, det er din historie. Den skal hjælpe dig". Derpå lød et klik i telefonen, og den begyndte at dutte. Lisbeth sad med røret i hånden og kunne næsten ikke fatte det. Kunne det være rigtigt…..?

Jeres hengivne

Melinda C.