Skoven

Skoven
Der var en gang en lille mand, som sad udenfor sit hus ved en sø og fiskede.Pludselig får han bid, det er en hval, en stor sort én. Han er lige ved at blive trukket ned i søen, da giver han slip, og hvalen råber: " pas på, det er usundt at fange hvaler. Jeg vil opfylde, dit ønske, dersom du vil lade mig svømme uden den væmmelige krog i munden."

Manden undrer sig og siger; " Jeg vidste ikke, at hvaler kunne tale mennesketale?" Hvalen gav et plask i vandet med halen og sagde; " Dér kan du bare se, hvor dumme menneskene kan være. Men ønsk dig nu det, som du har mest brug for."
Manden tænkte sig om et øjeblik, hvorpå en stemme i hans bevidsthed sagde. "Skoven. Du ønsker dig skoven." Manden blev ganske forbavset, dette havde han dog aldrig oplevet før: Først en talende hval og nu en stemme indeni ham, var han mon ved at blive gal? Eller var vinen mon alligevel gået ham for meget til hovedet?
Han undrede sig; men eftersom han ikke havde nogen bedre idéer lyttede han til stemmen og svarede; "skoven", da blev hvalen gal: " Skoven? Jeg vil give dig alt blot ikke skoven, hvorfor vil du eje skoven". Manden blev endnu en gang forbavset. "Hvad særligt er der da ved skoven min hval?", spurgte han.
"Skoven er dér, hvor jeg hører hjemme mumlede hvalen surt. Manden løftede det ene øjenbryn og sagde; " I skoven? Hører du til i skoven, hvordan det?" "jo, ser du jeg er en meget gammel hval, der er i stand til at transformere mig; og det er ikke så længe siden, jeg besluttede mig for at blive skovridder af skoven; men for tiden har jeg ting og sager at lære her i vandet, inden jeg kan blive landkrabbe. Dersom du vil eje skoven bliver du jo også min herre dér. Det kan jeg ikke lide. Jeg vil være min egen." Da hviskede stemmen i mandens bevidsthed: " Gå ikke fra dit ønske, det er en ond hval, du har på krogen, og han forvolder meget ondt, dersom han ikke få en herre." Stemmen fortsatte: "lyt godt efter: gå hen til søens bred, dér, hvor der er sten og find dig den rosafarvede konkylie, som ligger i kanten, den vil bringe dig hjælp. Thi hvalen er stærk og kan let rive dig omkuld, dersom du ikke er snu. Gå nu"
Manden rynkede brynene og sagde til hvalen: " lige et øjeblik, jeg har fået øje på noget tang derovre, det kan hjælpe os med at få dig fri af fiskestangens lænke, imens vil jeg overveje, om jeg kan have andre mulige ønsker end skoven." Hvalen troede ham og smilte let ved sig selv, han ville forsøge at øve sin indflydelse på hans ubevidste; således at manden i stedet ville ønske sig en diamant.
Manden begav sig af sted i den retning, stemmen havde angivet. Pludselig mens han gik, blev der ved med at dukke en tanke frem i hans bevidsthed: "Hvorfor vælger jeg ikke en diamant? Endelig har jeg chancen for at blive en rig mand, skulle jeg ikke benytte mig af det. Hvad skal jeg dog med en skov? Manden forsatte dog hen til den rosafarvede konkylie, som ganske rigtigt lå dér mellem stenene. Han havde netop bestemt sig for at lade "skoven" være og vælge en diamant. Han havde jo ingen garanti for, hvorfra stemmen kom. Da fik han fat på den rosafarvede konkylie, og med ét slog det ham: " jeg er tryllekunstner; hvis jeg vinder "skoven", er hvalen stadig i min magt og vil måske lade mig gå i lære; nej, jeg vælger skoven, tænkte manden ved sig selv: Diamanter skal jeg såmænd tids nok få. Der er nok en hemmelighed ved "skoven".
Med sin anden hånd greb han efter noget tang og vendte med faste skridt tilbage til hvalen, der stønnede. Det var ikke rart med den krog i munden. Konkylien varmede ham i hånden, det var som hånden begyndte at snurre. Pudsigt nok, men dette var åbenbart en mærkelig dag. Hvalen så spørgende på ham.
Manden svarede med fast stemme: "Jeg ønskede Skoven, og den ønsker jeg stadig. Du gav mig dit løfte: "Dersom du ikke indfrier mit, giver jeg dig ikke fri" Hvalen blev rasende: hvorfor virkede magien ikke? Den havde den altid fået sin vilje med. Det kunne da ikke være muligt, at denne mand skulle være stærkere end ham. Hvalen gav et mægtigt plask med halen i søen i håb om at overskylle manden med så meget vand, at denne ville flygte; men nej det skete ikke. Det var som: manden kunne tale med vandet. Det lagde sig i en kreds om ham – men han blev ikke våd, ikke en gang så meget som med et stænk.
Både manden og hvalen så yderst forbavsede ud. Manden bevarede dog fatningen og tænkte ved sig selv, at han vidst hellere måtte lytte til stemmen. Hvalen blev forfærdet: her havde den virkeligt fundet sin overmand; og der var ingen vej tilbage: den måtte holde sit løfte.
"Pas på", råbte den og med ét befandt manden sig på hvalens ryg: flyvende af sted og vupti: da stod de i skoven; men nu var hvalen blot forvandlet til en trold. Med fiskekrogen hængende ud gennem den ene kind. Han kunne ikke sige noget, dertil sad krogen for ubelejligt. Den pegede med sine sorte negle på krogen, og manden måtte da overholde sit løfte og trække krogen ud. – Trolden skreg så slemt, at han aldrig havde hørt mage. Han blev helt betænkelig; da hviskede stemmen: " han er under din befaling, du kan gøre med ham, hvad du ønsker, han har mange kræfter og kan udrette alt; men dersom du ikke forstår at tøjle dit begær, må også du falde for mit sværd!" Manden var målløs; men forstod alvoren i stemmens talte ord. Han bad trolden vise sig sin bolig, og denne bragte ham med ind i en bakkehøj dybt ind, hvor kun ræve ellers finder vej.
I højen lå der mængder af smaragder, rubiner og diamanter. Manden var overvældet. Aldrig havde han set så mange ædelstene før og disse farver; det var jo fantastisk. Alle regnbuens farver var repræsenterede og dér midt i det hele sad den skønneste prinsesse: som han i sit liv havde set. Han blev straks dybt betaget, samtidig med at han vrededes over at se den stakkels prinsesses bedrøvede øjne. I 15 år havde hun siddet her, thi troldhvalen havde bortført hende allerede som spæd. Manden befalede trolden at føre prinsessen ud af bakken ud i lyset. Prinsessen fik ganske ondt i øjnene og kunne slet intet se lige da hun kom ud i det skarpe dagslys, dertil havde hun for længe været spærret inde i hulen. Efterhånden gik det bedre, og hun begyndte at smile; solens stråler glimtede i de tårer, der endnu var tilbage på hendes kinder. Manden forelskede sig pladask. Han bad trolden transportere sig selv og prinsessen tilbage til sit hus ved søen i de grønne dales land.
Alt, hvad manden bad om, skete; han begyndte at føle sig magtfuld; men endnu var han så betaget af den smukke pige, at han ikke havde andet i sine tanker; og de tilbragte da også natten sammen. Manden var hensat, han følte sig som i ekstase. Hvordan kunne det være muligt, at han halvgamle mand, fisker, skulle udsættes for disse pragtfulde kvindeøjne, grønne som smaragder, hendes hår var sort som ibenholt, huden så fin og sart som en babys og de smukkeste lange negle, hendes stemme var fløjlsblød og hendes hænder blide. Hendes figur var som en drøm, en havfrues slanke skikkelse, blot var hun et rigtigt menneske.
Den følgende dag drog de sammen af sted til hest tilbage til skoven.
De fandt trolden udenfor hulen, i færd med at hugge brænde. Ved siden af lå et lille bål parat. Manden bad trolden, om de smukkeste ædelstene og de smukkeste klæder til den skønneste af alle prinsesser. Han fik selv nye klæder og bad om råd på rejsen, thi han ville rejse til staden med sin smukke kvinde, således at de kunne blive sande gemal og gemalinde. Trolden svarede ham vredt, at det kunne han ikke hjælpe ham med, at det måtte han selv finde ud af. Manden blev rasende og ønskede, at trolden sad på en pind i et fuglebur, og selv dette ønske måtte trolden opfylde.

Nu var magten ved at gå manden til hovedet. Han ønskede sig på stedet et slot, tjenestefolk samt en kirke til vielsen. Den hvide karet holdt parat. Prinsessen steg ind og han derpå.
På vej til kirken fik prinsessen øje på noget; oppe på taget sad en solsort og sang med sit orange næb. Den baskede lidt med vingerne, fløj og satte sig foran kirkedørens indgang. Den så ud, som den bad om korn, syntes prinsessen, og hun meddelte manden, at hun syntes, de skulle give den lidt at spise. Manden blev vred, hvad skulle nu det til for? Han ville giftes nu. Den kunne vel altid få føde. Prinsessen tiggede og bad ham, men han ville ikke give sig og til slut blev han så gal, at han gav fuglen et spark, hvorpå den faldt død om. Men hov.. ikke nok med det; prinsessen blev pludselig så bleg, hendes røde læber forstummedes og blev grålige. Manden så forfærdet ud; " hvad sker der med dig?", udbrød han. Hun svarede ikke. Han havde overtrådt sin magt ved at slå fuglen ihjel. Han mistede sin elskede, da han slog trolden ihjel, thi fuglen var blot endnu en forvandling af trolden. Mandens ønsker var ikke evigtopfyldte, trolden var kommet i bur, som ønsket, men måtte overvære hans øvrige ønsker og hjælpe ham. Den var sulten og bad prinsessen om hjælp. Manden ville ikke lytte og mistede prinsessen med trolden. Nu forstod han pludselig, hvorfor stemmen havde sagt: "Det vil gå dig som tolden dersom du misbruger din magt, da må også du ligge under for mit sværd."
Med prinsessens død, døde manden, thi sorgen blev ham for dyb en smerte. Vansiret gik han bort til sin hytte ved søen. I lommen havde han endnu konkylien; men den var ikke rosa mere. Farven var væk og langsomt opløstes den ganske. Stemmen tav og manden var død for altid.

Alt, hvad du ønsker, skal du få

Dersom jeg blot tør stole på,

At friheden over alt du sætter

Således at du dyr som mennesker mætter

Thi nok er du god

-Men må lide bod

Dersom du andre lavere sætter

Da er du blot endnu en kætter…

Jeres hengivne

Melinda