Den Røde Porsche

     Solen skinnede. Det var morgen, og Parises trafik satte sig langsomt i bevægelse. De brede boulevarder begyndte at fyldes med biler, busser og mennesker på vej til arbejde og med turister, clocharer (=subsistensløse/ hjemløse), skolebørn samt lommetyve.

Ud fra en port i det 6.arrongdissement kom en dreng. Han var vel 10 år. På ryggen bar han en skuldertaske fyldt med bøger og kuglepenne. Han skulle i skole, traskede langsomt afsted i retning af l'Ecole de Saint Jacques. Fuglene sang og det ar en dejlig varm forårsdag.

Drengen var af type meget fransk, kort kulsort hår, et skævt smil om munden, og nogle øjne, der kunne indeholde lidt af en gavtyv; men så man nærmere efter, ville man bagved også se sorgen. Livet for et barn i Paris er ikke altid så idyllisk, som man kunne ønske sig. Fra den dag børnene kom i skole, begyndte karakterræset. Hver uge var der meddelelser til forældrene om deres lille dreng eller pige, og var den ikke tilfredsstillende, kunne han eller hun nok vente sig en gang prygl eller skæld ud: " Hvis du ikke tager dig sammen, bliver det kostskole til næste år." Det var alle de franske børns store skræk: kostskolerne. Det hed sig, at professorerne her var endnu strengere, og maden var helt forfærdelig – og spise den skulle man, om man ville det eller ej…

Daniel, som var drengens navn, var nu nået til rue des Canettes, 100 m endnu, og så lå skolen dér, men så langt nåede han ikke, inden han stoppede op. Han fik øje på en legetøjsbil. Den lå i rendestenene og blev skyllet med af det rensende vand. Han skyndte sig at samle den op. Han var heldig. Det var en rød porsche! Netop sådan en slags han havde ønsket sig. Han vendte den i hånden, åbnede dørene og drejede på knappen i bunden, der fik den indbyggede motor til at sætte hjulene i gang. For et øjeblik glemte han alt omkring sig; men snart kom han atter i tanke om skolen, der ventede og styrtede videre afsted. Men – for sent. Skoleporten var lukket, og der var ikke noget at gøre. Nu måtte han forbi skolebetjenten igen. Han blev hilst med; " Nej, ikke igen! Har jeg ikke sagt til dig, at det må være slut?! Du skal komme til tiden. Nu bliver jeg nødt til at tale med din klasselærer, så hun kan sige det til dine forældre. Det kan ikke fortsætte på denne måde!" Daniel så ynkeligt op på den tykke monsieur, der så lige igennem ham, og han vidste, at der ikke var noget at gøre….

Resten af skoledagen gik med diktat, geografi, matematik, tegning, osv. Frokostpause fra 12 til 13.30. Bilen blev ikke taget frem før skoledagen var forbi, og David atter stod udenfor skolens fængselsagtige port. Som han lagde den bag sig, nød han synet af bilen og gik hurtigt ned mod Luxembourghaven.

Luxembourghaven var et af hans yndlingssteder i byen. Her var grønt og i sommerhalvåret kunne man leje små sejlskibe at sejle med på den kunstige sø i midten af haven foran slotte. Men i dag gik han en anden; i stedet for at gå lige ud og ned til søen, gik han ned ad stien til højre og derefter ad en sti til venstre indtil han nåede Medicis-springvandet (et langstrakt bassin i niveauer med et italiensk-inspireret højt kunstværk for enden). Han satte sig ved springvandet på en af de grønmalede metalstole og gav sig til at drømme om sin porsche. Han forestillede sig, hvordan han drønede gennem Parises gader, og hvordan alles blikke hvilede på ham og den røde porsche.
Han var langt væk i tankerne, da han pludselig hørte en stemme; "Jeg er kommet for at hjælpe dig, Daniel", sagde den. Daniel så op. På stolen ved siden af ham, sad der en gammel mand med hvidt skæg. Hvornår han var dukket op, havde Daniel igen anelse om. Han spurgte forskrækket: "hvordan kan De vide, hvad jeg hedder, Monsieur" .

Den gamle mand svarede; " Sig bare du til mig. Jeg hører slet ikke til denne verden; men i min verden kan vi se alt det, vi vil om menneskene. Derfor ved jeg havd du hedder. Jeg kender også dine forældre, og alt det du går og tænker på og ønsker. Der er jeg kommet til dig i dag. Jeg så du sad og drømte om, hvordan du selv en dag ønskede at suse afsted gennem Parises gader i en porsche med alle blikke rettet mod dig. Du drømte om, hvor dejligt det ville være at vise både dine forældre, skolebetjenten og Friederich, som altid driller dig, at du i hvert fald også dur til noget. Jeg er kommet for at hjælpe dig til at få drømmen til at gå i opfyldelse."

"Hvordan?", spurgte Daniel, der var nysgerrig efter, at den gamle mand havde læst hans tanker.
"Du skal tage med mig på en rejse. ", svarede manden.

"Er det langt væk?" spurgte Daniel, som allerede gruede for, om han ville komme for sent til middagsmaden."

"Tja", svarede manden; " Du skal blive siddende her på bænken sammen med mig og lukke øjnene; og bagefter vil du slet ikke kunne mærke, at du har været væk, så hurtigt går det, men alligevel er det langt væk.

"Daniel forstod det ikke rigtigt, men var lettet; "Okay, så vil jeg godt". Den gamle mand bad ham lukke øjnene og slappe af. Han fortsatte; "vi rejser nu afsted til landet bag bjergene, bag søerne og elvene, til landet med glasbjerget. Det skal du bestige, og jeg vil led dig. Er du klar?"

"ja", svarede Daniel, som allerede var langt borte. "Så er vi her!", sagde den gamle mand.

Daniel åbnede øjnene og opdagede til sin store forbavselse, at han ikke længere sad i Luxembourghaven, men derimod stod for foden af et kæmpemæssigt, krystalklart glasbjerg. Han havde ikke længere sko på, men stod med de bare fødder på et grønt tæppe af våde skovmærker. Den gamle mand, som var en vismand, rakte ham et par sko De var snabelformede og syet af rensdyrskind, bløde og dejlige. Daniel tog dem på.

" Vi kan nu begynde opstigningen. ", sagde vismanden; "Jeg kender vejen og har gået den før, så mig smerter den ikke, men for dig kan den blive hård; du kender den ikke, og heller ikke dig selv. Lad os begynde!"

Derpå vendte vismanden sig mod bjerget og begyndte opstigningen. Straks Daniel betrådte bjerget, smertede det, som gik han på hundreder af knive, tusinder af nåle, og hans hjerte blev knuget af sorg. Men forsætte ville han. Han bed tænderne sammen og gik videre. For hvert skridt han tog, kom et mærke af blod; men da han nåede toppen, var hans sko lige så rene og pæne, som da han havde taget dem på. Det var kun fødderne, som var ødelagte.

Vismanden stod og ventede på ham. På toppen af bjerget sad et spir, hvortil der var fæstnet en kugle. Vismanden overrakte kuglen til Daniel, som blev glad. Men hans fødder smertede. Da bad vismanden ham holde kuglen til hjertet, og næppe var det sket før islaget omkring kuglen begyndte at smelte. Han mærkede, hvordan hans hjerte blev varmt og fødderne tunge og behagelige. Glasbjerget var nu også begyndt at smelte, og snart stod vismanden og Daniel på den bare jord ved siden af en stor blå sø. Drengens fødder havde det bedre, og han kiggede på kuglen. Da fik han øje på et billede, et billede af ham selv som voksen kørende i en rød porsche ned ad Parises boulevarder.

"Hvad skal jeg bruge den til?", spurgte han vismanden. "Du skal dyppe kuglen i søen ", svarede vismanden.

Daniel gik hen til søen og var lige ved at dyppe kuglen, da han i søen fik øje på et spejlbillede af sig selv med krone på ved siden af den røde porsche. Han undrede sig. Derpå stak han kuglen i søen. Øjeblikkeligt skiftede vandet farve; fra at have været klart blåt blev det sort og grumset; men ikke nok med det, det begyndte at stinke. Han ville trække sin hånd op igen, men det var ikke muligt. Han prøvede igen, men nej; jo mere han trak desto længere ned i vandet kom hans hånd og så armen. Han begyndte at blive desperat og kaldte på vismanden; " Hjælp mg, hjælp mig fri, gør et eller andet" Hjælp!" Men vismanden rystede på hovedet og sagde; "Du må selv klare prøven, jeg kan ikke gøre det for dig, hvis du vil have dit ønske opfyldt."

Daniel var fortvivlet, hele hans underarm og et godt stykke af overarmen var forsvundet i det mørke vand, og hans modstand svækkedes. Til sidst havde han ikke flere kræfter og gav slip. Han kunne ikke mere. Da hørtes vingeslag i luften og to mægtige svaner kom til. Blidt tog de fat med næbbet omkring hans skuldre og trak ham fri, men ikke nok med at hans hånd og krystalkuglen kom fri. Til kuglen klæbede der forskellige mærkværdige objekter fra hans liv; hans gamle flænsede bamse, en harmonika, nogle stykker tøj, et æsel, billeder af hans forældre, skolebetjenten og hans sure tante. Derpå kom galde og opkast, så hans blindtarm og til sidst kom nogle billeder fra en andens liv i en anden tid, der på en eller anden måde forekom ham bekendt uden, at han vidste hvorfor.

Da kom vismanden hen til ham bærende på spiret fra glasbjerget. Det slog han nu med én gang over Daniels hoved, som var det en tryllestav. Daniel var ikke længere dreng, men en konge, og ved hans side stod den flotteste røde porsche, man kan tænke sig. Han gik hen til den. Daniel var blevet konge over sit eget rige, konge over det eneste, der er værd for mennesker at herske i… herved havde han fået sit ønske opfyldt.

Vismanden sagde; "Du skal nu vende tilbage".

Da Daniel slog øjnene op, sad han på stolen i Luxembourghaven. Den gamle mand fra før var borte, og Daniel sad stadig med legetøjsbilen i hånden. Han følte sig ganske vidst anderledes, som erindrede han svagt, hvad der var sket. Af en eller anden grund var han sikker på, at han nok skulle få sig en rigtig porsche en dag. Han skulle nok klare det. Han var glad! Men nu måtte han hellere se at komme hjemad ellers blev hans forældre bare sure – og så var der for resten også alle lektierne til i morgen. Hurtigt lagde han bilen ned i sin taske og skyndte sig ud af parken hjem til rue Antoine.