Den Blå Energiklat

En ravn kom og satte sig ved ham og lagde et skrin i hans hånd. Det var hans gave.

Livet blev ved at være det samme. Alligevel var han anderledes, som når noget nyt er dukket op i éns tilværelse, og man ikke rigtig véd, hvad man skal gøre af det. Han kunne bare mærke, at der var noget nyt i hans liv uden at vide, hvad.

Da åbnede han skrinet og ud heraf kom en stor blå klat energi og den satte sig rundt på ham og sammen med kom en halv måne for at vise ham at det var noget himmelsk og den fløj op over hans hoved. Den irriterede ham lidt. Han kunne bedre lide den blå energiklat. Det var sjovt at føle den placerede sig rundt omkring i og udenfor kroppen, og så var det kun ham, der kunne se den. Det var det bedste af det hele.

Halvmånen var forunderlig den dansede rundt om ham i glidende og alligevel hoppende bevægelser. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, men da så han, at den havde en diamant til ham, den funklede og glinsede. Smuk var den, og han blev glad. Så gjorde det ikke så meget, månen var der alligevel. Snart flød der også guldstøv ud af den, og efterhånden følte han sig helt rig pga. halvmånen.

Han mødte folk, som sagde, "Du ser da anderledes ud", og det gjorde han også, men han sagde ikke noget, sagde ikke noget om ravnen, der var kommet, havde hevet ham i ærmet og bragt ham et skrin.

Han havde det godt med sin blå energi-klat, som flød ud over det hele og alle vegne hen. Den gjorde også, at folk blev anderledes overfor ham. De blev søde og venlige, hjælpsomme hver gang de mærkede den; men de vidste det ikke selv, og han fortalte dem ikke noget.

Så en dag kom han ud af en skoleklasse og mødte en pige. Hun så sød ud, havde brune øjne og hjertelangt, 99skulderlangt hår. Hun smilede til ham: "Hvem er du?", spurgte hun. "jeg er en ven" svarede han straks, og hans måne løb rundt omkring ham og hældte guld og diamanter ud over det hele; og hun kunne ingenting se af dette – andet end at han var flot. Det syntes hun i hvert fald. Så skete der noget mærkeligt. Pludselig forsvandt hans blå energiklat væk fra ham og ind i hende! Hvad skulle han gøre? Han ville have sin blå energiklat tilbage! Hun så også lidt overrumplet ud, men kunne tilsyneladende ikke selv se den, hvad han selv derimod stadig kunne.

"Skal vi gå ud og drikke en kop kaffe?", spurgte han straks. "ja, mmmh", mumlede hun og nikkede let. Og så begav de sig afsted. Udenfor stod regnen ned. De gik hen til den nærmeste café på hjørnet. Hans måne var faldet lidt til ro i et hvidt energilag, den selv havde kreeret. Han og Linda - som hun hed- gik hen til den nærmeste café på hjørnet, og Linda virkede efterhånden temmelig opstemt og glad: den blå energiklat havde dopet hende. Hun så salig ud, da han og hun trådte de tre trin op til døren og gik ind.

Caféen var halvfuld. Det var et hyggeligt sted med stearinlys på bordene og med små kroge til intime samtaler; og så var der kurvemøbler over det hele: lækre kurvestole med armlæn. Den blå energiklat var stadig hos Linda, da de satte sig. De bestilte en café au lait og en cappucino: café au lait'en til Linda og cappucinoen til ham.; og så begyndte samtalen ellers, og han ville forsøge at få sin blå energiklat tilbage, da han savnede den.

De begyndte at tale om dyr. Linda sagde hun elskede katte og da han også altid havde kunnet lide dyr, kom det godt fra start. Samtidigt prøvede han at sidde og kommunikere med den blå energiklat om at komme tilbage til mig. Men høre ville den ikke, og jo mere pigen snakkede, desto mere kom han til at kunne lide hende; og da hun ville gå, var energiklatten stadig hos hende. Hvad skulle han nu gøre? Han ville følge hende til bussen, så ville han kunne vinde noget tid, men der var langt til bussen og jo tættere de kom på, fik han lyst til at kysse hende. Så da bussen var i sigte, og de stod ved stoppestedet, greb han chancen og skyndte sig at lægge armen om hende og kysse.

Hun så glædeligt overrasket ud, og bagefter dansede der små gulddrager rundt omkring ham, men den blå klat var stadig hos Linda. Han skyndte sig at stoppe sit telefonnr. i lommen på hende og sagde: " Vi ses!" og så gik han. Det irriterede ham med den blå energiklat, men på den anden side, var hun jo så sød. Han måtte have tålmodighed. Den skulle nok komme tilbage. Måske var den bare træt af ham og savnede en pause?

Den næste dag kom Linda i skole; men af ve den blå energiklat var væk og i stedet sad der nu store gullige klunser energi rundt omkring. Hvad skulle han dog gøre? "hvor har du været henne?" spurgte han hende temmelig umotiveret kl. fem minutter i otte om morgenen. Hun så da også lidt forbavset ud. "Hjemme ", sagde hun. Hendes øjne så skæve ud, og da begyndte han at gætte, måske røg hun hash? Det ville forklare den mærkelige farve den blå energiklat havde fået. Det var værre. Han savnede sin blå energiklat, selv om han stadig syntes Linda var sød; men nu var den jo ikke hos hende mere eller også gemte den sig i hashskyen?

Han spurgte, om Linda ville med på Café igen. Det ville hun gerne. Så det gik som sidst bortset fra hun ikke var så salig, som i går; og lidt mere realistisk i dag: i alle store tanker og ønsker. Det endte med, at hun inviterede ham hjem til sig. Det var måske chancen, måske havde den blå energiklat gemt sig hjemme hos hende – måske under sengen? Han skyndte sig at kigge, mens hun var et smut på toilettet, før hun trak ham med hen i sengen og forførte ham. Forførte er måske så meget sagt, for han var meget villig.

Problemet var, at nu forsvandt gulddragerne omkring ham; og i stedet begyndte der at blive lyseblåt. Aaarh, han var ved at få den blå energiklat tilbage. Hvor var han glad! Men så let gik det åbenbart ikke, for det svar slet ikke den hele, kunne han mærke. Det var kun en lille bitte del af den oprindelige blå energiklat, der var kommet ud af skrinet.

Linda var sød at lave te og satte brød med ost frem til dem. Hun var alle tiders. Han blev virkeligt gladere og gladere for hende; og hun smilede som en lille solstråle; at det var en ganske fryd for øjet.

Han sagde stadig ikke noget om den blå energiklat -men de aftalte at mødes igen næste dag og snart blev de rigtige kærester: gik i biografen, så venner og sov sammen. Det var dejligt, og efterhånden glemte han alt om sin blå energiklat; Men så en dag kom han i tanke om den. Det var, da han var på vej ud af bussen – og pigen før ham faldt ud og tabte sin taske, så den gik op og herudaf røg en blå energiklat. Han blev helt befippet og var lige ved at glemme at hjælpe hende op pga. gensynet. Han gik hen til den. Den lå nemlig på jorden; men op til ham ville den ikke. De var ligesom adskilt.

"Måske det er fordi, det ikke er min" tænkte han, og så gik han hjem til Linda og fortalte hende hele historien: fra begyndelsen hvor ravnen var kommet med skrinet. Linda kunne godt huske den dag, de havde mødtes og hvordan hun pludselig var blevet helt euforisk, men alligevel havde røget en pibe med sine venner om aftenen; og hvordan hun faktisk var blevet mindre euforiseret.
Han fortalte hende om sin totale betagelse af den blå energiklat. Hun blev meget forbavset og lidt fornærmet over, at det var derfor, han var så interesseret i hende fra starten. "men det gik jo netop af", sagde han "jeg havde jo helt glemt den blå energiklat til i dag. " Han havde endda helt glemt at se efter den -og så slet ikke sådan noget mere – altså indtil i dag.

Månen, ville han endnu ikke fortælle hende om. Linda spurgte om, hvor han nu troede, at den blå energiklat var? Han svarede "Jeg tror, at den er hjemme hos mig selv". Og ganske rigtigt, da han kom hjem, tog den blå energiklat imod ham: større end den nogensinde havde været.

Det var den historie.
Vil du have en anden, må det vente til i morgen.

Bedste hilsener

Melinda