Da havfolket gjorde oprør

Det var en truende eftermiddag. Sorte skyer trak op i vest og vidnede om uvejrets komme. Stranden var bar; ikke et menneske at se: blot en enkelt måge. Havet lå grågrønt stille.

Men så pludselig bevægede vandet sig mærkeligt, der kom bølger, og bølgerne fik toppe, som var det hoveder – og hov så op af toppene steg et hoved, ét til og endnu ét; men hvad var det for nogle væsener, slimede og grønne med tang i håret. De nærmede sig kysten og for hvert skridt afsløredes endnu et stykke af de slimede kroppe, mægtige var de.
Stranden, de kom op på, var snavset af blikdåser og anden forurening, derfor havde havfolket taget til genmæle. Atter måtte de gøre opmærksom på deres tilstedeværelse, thi folk havde glemt dem, ja troede ikke på dem, som så meget andet, de havde glemt gennem tiderne. Folk var blevet fattige i ånden. Derfor meldte havfolket deres ankomst. De trappede ganske simpelt op, gik ud af deres rette element, hvad der kun sker sjældent, og da er det kun af yderste nød. Men havet var blevet så forurenet, at de havde problemer med at ånde. Alger, skidt og møg var ved at kvæle dem alle, og derfor havde de besluttet sig. Havkongen steg op af vandene tillige med sin kone: havinden og de tre ældste af afkommet. Disse var de eneste, som havde styrken til at bevæge sig udenfor havet i længere tid.

Havfolket drog op gennem byen. Det var en landsby. Folk, som var ude at gå eller tilfældigt kastede et blik ud af vinduet var ved at dåne. Hvad var dette? Kunne de virkelig tro deres egne øjne? For menneskene forekommer havfolket frygtindgydende med vandet drivende af sig, slimede med tang og skaller i håret. Folk, der mødte dem, stoppede op, som gik tiden pludselig i stå, hvorpå de langsomt fattede sig og sidenhen gik videre, fortsatte med deres gøremål med en undren. Snakken gik over byen.
Havfolket gik til rådhuset og bad om at få borgmesteren i tale. Receptionisten troede ikke sine egne øjne og lignede én, der havde set et spøgelse, da hun forelagde borgmesteren sagen. Borgmesteren troede hende da heller ikke. Først da han selv så, kunne han tro. Han var målløs. Aldrig før havde han hørt endsige set noget om disse væsener… måske lige med undtagelse af i eventyrbøgerne; men dem regnede han som så mange andre for det rene pjat.
Havkongen forelagde borgmesteren sagen. Forureningen gik nu for vidt, selv for havfolket. De havde vanskeligheder med at trække vejret. Mange byer lå snart øde hen. Folk var flygtet, andre døde. Nu måtte menneskene adlyde ellers ville deres endeligt også være nær!
Borgmesteren vidste udmærket godt, at økonomien ville være i centrum for næste møde; men det nævnte han ikke for havkongen. I stedet bad han denne om at vende tilbage til sit rette element; men havkongen afviste ham blankt. Borgmesteren måtte indvillige i, at der blev oprettet et midlertidigt akvarium. Her fik havfolket bolig.
De ventede og ventede på, at mødedagen skulle oprinde, slæbte tang op i gaderne, pustede sand ind i rådhuset. I løbet af ventetiden begyndte folk at vænne sig til disse mærkelige havvæsener med tang og muslinger i hår og alle vegne. De begyndte ligefrem at indgå venskaber. Dette var en svær og langsommelig proces; men havfolket udstrålede en sådan styrke og glæde, at det ikke kunne være anderledes. De talte sammen om miljørenselse og alle var ivrige efter at hjælpe; blot fandt de havkongens måde tåbelig. Havkongen bad dem bede en bøn:

" Oh, havkonge,

Oh, havkonge

Find ned i dit land

I havet, der pruster og stønner

Som faktisk knap ånder

Og rens det oh havmand

rens det for os
-

Lad vandet atter sprudle af renhed

lad havet atter klares fra snavset

lad os atter kunne spejles

i søens klare vand

giv os livet tilbage oh, havkonge

Vi beder dig."

Der skete intet på det første byrådsmøde, ej heller på det andet. Til sidst trådte havfolket til, borgmesteren kunne ikke få de andre byrådsmedlemmer overbevist om, at han talte sandt. Ja, rent faktisk troede de, han var blevet gal, som folk jo så ofte gør, når andre taler om noget, de ikke forstår eller selv har oplevet.

Havfolket fik byrådet til at skælve. De hørte havkongens råd om bønnen i hvert et hjem på en fastsat tid. Desuden var det nødvendigt, at alle tog et guldur på, rådsmændene var betænkelige, hvordan skulle de kunne få folk til det? Men havkongen insisterede, de måtte beordre landebøn til et bestemt tidspunkt, når de først havde forsynet samtlige borgere med et guldur.
Det kom på forsiden af avisen og folk læste med undren. Rundt omkring i verden havde folk svært ved at tro deres egne øjne; men der var ligefrem billeder af uhyrene, så det måtte vel være sandt..?

1. gang tidspunktet var foreslået deltog blot en brøkdel af befolkningen: vandene rensedes en smule, hvilket betød at næste gang deltog 3/4, og søen blev endnu renere; men den sidste fjerdedel ville ikke bede. De var anarkister og ateister og så sig derfor ude af stand til at gøre noget, som stred så meget mod deres overbevisning.
Da blev havguden vred. Han gik tilbage i vandet med sine ledsagere og sammen med resten af havfolket drev de mængder af vand sammen og en flodbølge så mægtig at ingen tidligere havde set dens lige rejste sig og styrede mod kysten.
Alle var klar over, hvilken skæbne der ventede dem og blev grebet af rædsel.. Nu besluttede anarkister og ateister sig for at deltage i bønnen. Det var på et hængende hår. Bølgen havde netop nået strandkanten og var parat til at skylle ind over land og huse, da de sidste ord blev udtalt. Med ét forsvandt bølgen tilbage i vandet; og vandet var klarere og renere end nogensinde før. Indbyggerne jublede. Ateisterne var blevet troende og på stranden rejstes en stor skulptur af havfolkets udsendinge.
Så dersom du en dag kommer til en strand, hvor der midt på står en mærkværdig skulptur, havkongen med en pergamentrulle og havinden med et ur, da vil du vide hvorfra de stammer.
Sidenhen lærte mennesket, at også den jord de går på og det vand, der omgiver dem, er dele af dem selv, nødvendige for deres overlevelse…

… og jeg håber, at denne historie vil minde os om det.

Jeres hengivne..

Melinda C.