Der var en gang en lille lysegrøn larve. Den levede egentlig ude i skoven; men efter mange, mange dage var det lykkedes den at kravle ud af skoven, ud på en mark, og se – da skal I se løjer :
Den lille larve var havnet lige på en salatmark. Aldrig havde den set mage; her var så meget mad, at det var nok til dens død og lidt til for ikke at sige til alle dens børn og børnebørn.
Den var lykkelig. – Men lykken varer som bekendt kun kort, og i løbet af et par timer, var det slet ingen fornøjelse for larven at spise mere, ej heller at skue over marken, for den kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der nu ville ske, hvis der var nogle andre, der opdagede dette paradis? Og at den skulle nå at spise en masse, nu den endelig havde fundet maden så let tilgængelig.
Larven gnavede og gnavede. Jo mere den åd, desto mættere blev den og desto mere angst. Tænk, hvis den ikke nåede det?! Den havde sat sig for at spise et helt salathoved inden en uge; og det var en stor mundfuld for sådan et lille myr, som vores larve er.
Den bekymrede sig og bekymrede sig. Til sidst havde den bekymret sig helt grå, og den kunne ikke mere få den mindste lille bid ned. Blot den tænkte derpå, fik den kvalme. Det var ganske forfærdeligt, hvad skulle den gøre? Den kunne ikke se nogen udvej og lagde sig derfor ned for i det mindste at slappe af et øjeblik.
Og tænk, så faldt den i søvn og havde den mest forunderlige drøm, man kan tænke sig:
Larven vågnede med et spjæt. Var den nu faldet i søvn fra sit forehavende? Den så sig omkring. Hvor var salthovederne henne?
Den lå på den bare brune jord. Til venstre for den lå der et stort hvidkålshoved og til højre, ja, den troede ikke sine egne øjne; der lå et lille spinkelt rødligt væsen med små gennemsigtige vinger på; "hvad er det mon for noget?", tænkte larven, der nu var blevet helt lysende grøn igen. "Det ligner et lille bitte menneske med vinger på", tænkte larven; "men den lader ikke til at kunne bevæge vingerne..."
Larven stirrede på den og mumlede så; " hej, hvor kommer du fra?" Men alfen forblev tavs, thi det var en alf, der lå dér. Der gik et stik gennem larvens hjerte af medfølelse, for alfen lå dér ganske stille; og larven tænkte ved sig selv, at den sikkert ikke havde det særlig rart, som den lå dér. Larven ville gerne drage omsorg for den, for det lille væsen var næsten helt stift, som var det dødt. Men det var det ikke, ikke helt, kun havde det spændt sine muskler så længe, at det var blevet stift.

Larven spekulerede også over, hvordan væsenet var havnet dér – men hvad skulle den nu stille op med det? Dyret, alfen eller hvad, det nu var? Den besluttede sig for at spørge; "Lille alf eller væsen, eller hvad du nu er, har du brug for min hjælp? Du virker så stiv i kroppen, du er vel ikke død?" Alfen forsøgte at virre med hovedet; men det var ikke muligt, så fastlåst var den i nakken pga. de langvarige muskelspændinger. Den formåede dog at bevæge munden og fik fremmumlet med sin alfestemme: " Jeg er fange, jeg er fortryllet til at lide resten af mine dage.. Den eneste måde, jeg kan komme fri på, er, at man skaffer mig et guldhår, en diamant og den hvide hest med den flammende manke." Larven blev noget forbavset; " Er du blevet forbandet? Hvorfor om jeg må spørge? " Alfen: "Jeg orker næste ikke mere, jeg er ved at dø, kan du ikke forstå det, hjælp mig! " Hvorpå alfen besvimede. Larven så bekymret ud og tænkte; "Jeg vil nu gerne hjælpe ham, hvis jeg kan, der lader ikke til at være et eneste ondt gram i ham, men et guldhår, en hest med flammende manke og en diamant, hvor skal jeg finde det? Den så sig omkring og tænkte: " Jeg vil spørge hvidkålshovedet, måske det kender til nogle af genstandene."

Hvidkålshovedet blev utroligt forbavset over, at larven talte til det. Det havde hverken før eller siden været ude for, at en larve, et højerestående væsen nedlod sig til at tage det i tale: Det pustede sig lidt op, men det tænkte; et guldhår, et guldhår, det siger mig et eller andet…. "joh", svarede det; "Nu ved jeg det, kan du se det træ derhenne? Dér bor et par egern, og de har en gang været på besøg i et slot, hvor de fik sig et guldhår."
Larven bad kålhovedet holde øje med det røde væsen, og om nødvendigt give det kunstigt åndedræt pr. telepati. Derpå begav den sig af sted hen til træet. Men det var en lang vej for sådan en lille larve, så der gik flere dage inden den nåede frem. For foden af træet råbte den med sin spæde stemme; " Egern, egern kom ud og luk op. Jeg hører I har et guldhår, en lille fyr, jeg kender, har brug for nu. Vil I give mig det?" Det ene egern kom ud og inviterede straks larven op og indenfor. Den gang de havde fået guldhåret, havde de nemlig fået besked om, at dersom nogen kom og bad om det pga. nød, måtte de give det fra sig. Derudover var det første gang, at de havde besøg af en lysende grøn larve, hvilket de var meget beærede over nu at kunne få. Larven fik møflet sig op af stammen og ind gennem hullet. Det var en rar lille hule, de havde med en lille seng af træ, som Fader egern selv havde lavet ud af grenstumper, og to små stole, og et gulvtæppe af blade. Det var det hele… plus en guitar med guldstrenge, der hang på væggen. Larven fortalte egernerne sin mærkværdige historie om det mystiske røde væsen; og de besluttede sig straks for at bidrage til redningen. De tog guitaren ned fra væggen og pillede strengene af. Det var guldsnoren. Moder Egern viklede snoren om sit venstre forben, og så drog de af sted; egern og larve ud i verden for at søge diamanten og Den hvide hest med den flammende manke. Det var sjovt, som larven pludselig var blevet hurtig til at bevæge sig. Den havde slet ingen problemer med at følge de to egern, men det hele foregik jo også i drømme.
Da de nåede skovbrynet stod Mikkel Ræv for dem, foran en af de mange indgange til hans hule. Han så på dette mærkværdige selskab: To egern og en løbende sankthansorm. Det havde han godt nok aldrig set før. Han kløede sig med venstre bagpote bag øret; mon det var værd at spise dem? Nej, han havde ikke lyst i dag. Desuden undrede det ham, at de tilsyneladende løb lige i hans retning. Mystisk! Han blev stående og betragtede dem. Da der var en meter mellem dem, stoppede de, bukkede hovederne let og sagde: "Mikkel ræv, kan du hjælpe os? Vi søger en diamant og Den vhide hest med den flammende manke. " Ræven så misbilligende på dem; " Hvad vil I med det?" Den slags er kun for troldfolk og kællinger" "Nej", svarede de tre i kor; " Det er også for at gøre et lille rødt væsen, som er blevet forhekset af en ond troldmand, godt! ".

"Hm, nåh, det lyder jo meget godt. Lad gå da; men så må I også love mig aldrig at røbe det for nogen!" "Ja!", svarede de tre i kor; " Det lover vi på ægte larve- og egernmanér" Larven rullede sig rundt tre gange på jorden og sagde; " Jeg sværger ved alle salathoveder på aldrig at røbe din hemmelighed" Egernerne gjorde hver især tre hop og sagde det samme dvs. De sagde " Jeg sværger ved alle nødder…" i stedet for "ved alle salathoveder…", for det var nu en gang det, de fandt bedst. "hrmph, nå, ok", sagde ræven; "Jeg vil gå med jer, ellers finder I det aldrig!"

Og således oplevede larven at komme ind i skoven igen. Denne gang i et noget hurtigere tempo end før. Ræven løb. Larven kravlede og egernerne hoppede. Det var et pragtfuldt syn. Og skulle du tilfældigvis være kommet forbi, havde du nok stirret, så dine øjne var ved at trille ud. For det er ikke hver dag, man oplever sådan et syn!

Dybest inde i skoven nåede de til en lille høj. Ræven bad dem gøre holdt, og endnu et gang love ved nødder og salathoveder, at de aldrig ville røbe, hvad de nu ville få at se. Det lovede de. Derpå løb ræven hen til højen og begyndte at grave. Snart kom der en åbning til syne: en gang førte langt ind i højen. Ræven vendte sig mod dem og hviskede sagte; "Kom, følge mig!" og hele selskabet begav sig ind i højen. Derinde dybest inde blev egernerne og larven yderst forbavsede ved at finde et rum ganske overdådigt dækket af ædelstene fra gulv til loft; og i kæmpebunker lå de dér: grønne smaragder, røde opaser, gule og blå azuritter og dér i midten lå en diamant. Den var kæmpemæssig, men "nej", sagde ræven; "ikke den – der ligger også mindre rundt omkring. Det er en af de små, vi skal tage." Larven så sig omkring og lige til højre for dens larvefødder fandt den en ganske lille diamant. " Lad os tage denne!" sagde den. De andre så derhen; " Ja, lad os gøre det", supplerede de. " Så kan vi også komme videre." Ræven syntes efterhånden, det lød så spændende, at han ville med. Han vidste ganske vidst ikke, hvor den hvide hest med den flammende manke var, men han var villig til at lede.
Da de kom op fra hulen, holdt de råd. Larven foreslog, at de skulle vende tilbage til kålhovedet, og væsenet for at se, hvordan det stod til. De andre var med på den, og så begav de sig af sted.

Også kålhovedet blev temmelig forbavset over, at se dette selskab, den havde våget godt over den lille fyr, som ganske vidst lå og så noget blegnæbbet ud med let blålige læber, men han var faldet i dyb søvn. Man så åndedrættet på hans mave, som løftede sig. "Kålhoved", sagde larven. "Du var så god til at give råd før, véd du ikke, hvor man kunne forestille sig at støde på den hvide hest med flammende manke"
" Nej, desværre; men jeg vil gerne følge jer på jeres færd.", sagde kålhovedet. "jeg trænger alligevel til noget motion, så rund som jeg er."
Og på den måde blev selskabet forøget med et rullende kålhoved. Da kom larven på, at jorden hvorpå de løb, kravlede, hoppede og rullede måske vidste besked. Larven bøjede hovedet ned mod jorden. "Kære Jord, du som har levet så længe, ved du mon, hvor den hvide hest med den flammende manke er at finde?"
Jorden rystede lidt, da den svarede og de blev helt bange: " Ja, jeg kan give jer det råd at finde landet bag bjergene, dér borte lever den eneste hest med flammende manke, og den er hvid". Den gjorde en kort pause, hvorpå den sagde: " Frygt ikke, at jeg ryster. Det er ikke farligt, blot min måde at udtrykke mig på. Der sker jer ikke noget". Angsten fortog sig dog ikke hos dyrene og kålhovedet igennem et godt stykke tid, de følte, at deres eksistens havde været truet og spekulerede på, om de havde forbrudt sig mod Gud ved at spørge jorden. Det havde de ikke; men når det sikreste i én forandres, kommer angsten altid snigende, det er en klar psykologisk reaktion for såvel larver og dyr som for kålhoveder; men de havde da fået svar.
De begav sig af sted i retning af bjergene, der lå i den modsatte retning af skovene. De nåede frem ved nattetide og besluttede sig for at skiftes til at våge.
Men, hvad med alfen, der lå dér ganske forsvarsløs og alene; nu da kålhovedet var draget med de andre. Den behøvede dog intet at frygte, thi den lå på den bare jord og her ville ingen søge: hverken føde- eller hvile, så den lader vi ligge stille og roligt i troen på, at hjælpen nok skal nå frem, inden det er for sent.
Næste dag brugte dyrene og kålhovedet på at forcere bjergene. Det var ikke ganske nemt; men ved fælles hjælp lykkedes det; og på 3.dagen vågnede de op i det grønne land bag bjergene. Her så de på lang afstand et kæmpeslot i hvidt marmor med guldbemalede kanter foran på græssletten stod den. Et smukkere syn havde ingen af dem nogensinde set: Den hvide hingst med flammende manke. Det var fantastisk manken flammede op i gule, røde og orange farver; men det var den evige ild, så den gik aldrig ud, forsvandt aldrig og bredte sig heller aldrig til andre dele af kroppen. Hingsten løftede stolt hovedet, da den fornemmede fremmede i nærheden. Den så på dem, hvorpå den vrinskede, gjorde et kast med hovedet, fnøs og løb dem i møde.
Den stoppede ½ m foran dem, de stod måbende med et betaget blik i øjnene. "Hvad er I kommet så langt for?", spurgte hesten. Dens smaragdgrønne øjne fascinerede dem. Larven tog ordet; " Vi er på færd for at redde et stakkels væsen, som er blevet fortryllet af en ond troldmand. Den eneste måde han kan undgå sin lidelse med døden til følge er ved, at vi skaffer ham et guldhår og en diamant og den hvide hingst med den flammende manke. Derfor er vi her. "Larven gjorde en kort pause. "Vi har skaffet guldhåret, diamanten og nu er vi her for at høre, om du vil vende med os tilbage?" Hingsten tænkte sig om og sagde; " jeg vil gerne løbe tilbage for jer, men imens må jeg bede jer passe mit slot." De overlod hesten guldhåret og diamanten. Forklarede, hvorhen den skulle løbe, tog afsked og begav sig henimod det pragtfulde slot.
Hesten med den flammende manke bevægede sig let og ubesværet ad den svære vej, de var kommet. Allerede ved aftenstide øjnede den det lille røde væsen på den brune jord. Alfen var mere stiv end nogensinde, den kunne end ikke få ordene frem. Hesten blev nødt til at benytte sig af samme metode, som de andre før. Den spurgte jorden; " Moder Jord, ved du, hvad jeg skal gøre med guldhåret og diamanten og mig selv for at redde det lille væsen" Jorden gav sig, men hesten frygtede ikke, thi den kendte til de sande fra de falske farer. Jorden svarede: " Læg diamanten på alfens pande, snør guldhåret om den s liv og binde den fast til dit hoved og løb tilbage til dit land, da er den atter fri og vil kunne flyve, hvorhen den ønsker "
Heste lagde derpå straks diamanten på alfens pande med sin bløde mule. Og hvilken forandring: først gav det et sæt i alfen, som fik den elektrisk stød, øjnene udspiledes og dersom man ikke havde samme visdom som hesten med den flammende manke, ville man nok have ængstedes for dens liv. Derpå lå den helt stille. Det var som leddene slappedes, de spændtes igen og således fortsatte postyret en rum tid, før alfen kunne sætte sig op og med forbavsede øjne sige: " hvor er jeg?" Hesten med den flammende manke svarede; "jeg er kommet for at hjælpe dig, du er ilde tilredt, jeg vil nu binde dig fast til mit hoved v.hj.a. denne guldsnor" og som sagt så gjort. Det var ikke helt enkelt, da hove ikke er så lette at have med at gøre; men det lykkedes da langt om længe.
Hesten satte i trav, og hurtigt næsten fløj de af sted over jorden. Inden de forlod den brune jord helt, lod hesten nogle hestepærer falde – og tænk de gødede jorden så godt, at der opstod en hel mark af salathoveder et par dage senere.
Hesten bragte alfen tilbage til sit land, hvor de andre imens havde taget godt vare på slottet, og var blevet ganske betaget af det ganske land, at de alle ønskede at få lov at blive – på nær én det var larven. Den tænke ved sig selv: Jeg vil nu hellere prøve, om jeg ikke kan finde den pragtfulde salatmark igen.
Alfen takkede dem alle, på turen havde vingerne langsomt åbnet sig, og den var nu i stand til at flyve hvorhen den ville. Den var lykkelig. Larven tog afsked med dem alle og ville begive sig på vej og netop da vågnede den.
Sikken en drøm, tænkte larven og så sig om, og ´der lå salatmarken, som den huskede den. Der havde ikke indfundet sig nogen konkurrenter, så den kunne roligt fortsætte med at gumle; men tænk, det ville den slet ikke. Den havde fået nok og foretrak at gå tilbage til skoven og gå på eventyr.
Da den nåede skovkanten var den lige ved at støde ind i et lille rødt væsen med sammen-klistrede vinger, fordi den havde så travlt.
Den lille fyr skreg: "Hjælp, jeg er blevet fortryllet af en ond troldkvinde, kan du hjælpe mig?" Larven missede med øjnene og troede ikke, at det var sandt: " Jamen, jeg har jo lige hjulpet dig", sagde den. "Hvad mener du?", spurgte alfen.
Og sådan er der så meget her i verden, som ikke er til at forstå: for hvad er drøm og hvad er virkelighed? Ja, jeg spørger bare? Indimelllem er jeg faktisk selv i tvivl.

Jeres hengivne….

Melinda C.