DEN SORTE NELLIKE.

Det var for længe siden, solen var netop gået ned, da den sorte nellike brød frem.
Først var der ingen som opdagede den, thi den gemte sig mellem bregner og grønt.
Det var ved de tider; solen og månen skulle bytte plads.
Ved et træ som også stod midt blandt bregnerne, viste der sig en rød rose.
Den sorte nellike brød frem og blev synlig, da Kristus så rosen; men da rosen falmede hen, begyndte nelliken at brede sig.
Snart stak der sorte nelliker op overalt, på marker i husmure, på gaden. Overalt hvor der var en lille plet jord eller ler, skød de frem og med en styrke, så de til sidst rev gulvet op i et lille bondehus på landet, hvor der en gang for længe siden var faldet en isflage ned og havde lavet det allersmukkeste mønster i gulvet. Overalt i huset skød de sorte nelliker frem, blot ikke i mønsteret, det stod rent og smukt som altid. Da hændte det, at en lille dreng kom forbi. Han gik ind i huset og blev meget forbavset og bange over at se alle de sorte nelliker. Han nåede ikke at opdage mønsteret, før Kristus stod ved hans side og lagde hånden på hans skulder og sagde; " Du være velsignet" Derpå pegede han på mønstret og sagde; " Dine øjne skal være vågne." I mønstret var der et kors, en sol og en stjerne. Kristus sagde: "korset fører til dommedag, solen til genopstandelse og stjernen til evigt liv. Dette er livets gåde, og den, som har løst den, er opstanden til det evige liv.