Dronning Sorg

Hun var smuk i sit sorte silkeklæde med sort hat og slør. Ensom og majestætisk forekom hun mig, og jeg tænkte ved mig selv; dette må være en dame for mig. Hun vil forstå mig. Også jeg er ensom, trods min majestætiske lighed. Mine kvaliteter er spildt på denne verden, for ingen vil vide af mig.
Jeg var blot en bold, der blev skudt rundt med efter omgivelsernes forgodtbefindende. De opdagede slet ikke, hvilken evne, jeg havde til at hoppe og danse i evindelighed, hvis de bare ville betragte mig med glæde. Men det gjorde de ikke, de gad slet ikke se mig. De syntes, jeg gjorde mig til for ejeren. Det passer ikke, det var lige så meget for deres, ja og for min skyld; jeg ville jo gerne have venner, og det var en god ting at kunne hoppe og danse som jeg, havde mine forældre berettet dengang, inden jeg blev lagt ud i butikken. – Så da jeg kom ud blandt alle de andre bolde, gjorde jeg selvfølgelig mit bedste for at behage dem; men tænk det behagede dem slet ikke, kun mine forældre og ejeren var tilfreds; men det var jo også af stor betydning for mig. Jeg forstod slet ikke de andre før mange somre senere, da de begyndte at kalde mig for en blærebold, som var Sørens, ejerens, kæledægge; og at der blev gjort forskel på dem og mig, bare fordi han bedre kunne lide mig.

De overbeviste mig næsten om, at det kun var fordi jeg var mig, at han mest spillede med mig, og at hvis det havde været enhver anden ejer, ville det have været dem i lige så høj grad.
Jeg troede på dem, og siden nogle somre senere allierede jeg mig så med Dronning Sorg; jeg kunne ikke holde den ensomhed ud, der kom, da Søren blev for gammel til at lege med os og gav os videre til sin lillebror Peter.
Peter var faktisk temmelig ligeglad; for i mellemtiden var der dukket noget moderne apparatur frem, som blev kaldt for computerspil, og det legede han med hele dagen lang, og tænk selv om natten i drømme kunne jeg høre han skød på isbjørnene, men uden held.
Jeg trak mig ind i mig selv; mine gamle "kammerater" ville ikke vide af mig, og jeg vidste ikke helt, hvordan jeg nu skulle bære mig ad overfor de nye og da slet ikke over for sådan et nymodens computerspil, som jeg så højt op til. Tænk bare at blive ven med sådan én, det måtte være lykken, tænkte jeg, for jeg kunne mærke, at de gamle bolde også var meget fascinerede af den. Jeg forstod bare ikke, hvorfor de var fascinerede af den og så op til den, men ikke til mig. Jeg havde jo haft samme funktion tidligere. Nej, det var uforståeligt.

En dag da Peter var blevet skældt ud for endnu ikke at have ryddet op, blev han rasende. Han styrtede ind hos os og kastede tankeløst rundt med alt – undtagen computeren, den havde stadig sin plads på bordet ved siden af hans seng. Åh, den måtte sandelig have nogle pragtfulde egenskaber så glad han var for den.
Men tilbage til os bolde, vi blev tyret rundt i værelset, så jeg fik faktisk temmelig ondt i maven, selv om jeg var så usigelig heldig at falde ned i en blød pude i hjørnet af bogreolen. Derfra fik jeg øje på hende: Dronning Sorg.
Hun var på forsiden af bogen og vendte hovedet frem mod mig for dog at se hvilket mærkeligt væsen, der sådan havnede i deres hus. Tårerne trillede ned af hendes bedårende rosafarvede kinder, jeg blev helt bedrøvet og spurgte, om jeg kunne gøre noget for hende. "Nej tak", svarede hun sukkende; "Jeg er blot så ensom; de andre bøger værdiger mig ikke et blik, skønt jeg: sorgen, er den smukkeste af dem alle.
Endelig, endelig havde jeg nu fået chancen for at få en forbundsfælde. Jeg tænkte over det nogen tid, men så, hvor smuk hun var hver gang, hun græd, og jeg tænkte; hun må være noget for mig, også jeg er ensom og overset, de andre bolde forstår mig ikke. Som hendes kammerater - hvis de kunne -også ville skubbe hende væk fra dem. Ja, jeg havde besluttet mig; jeg ville fri til hende.

Hun sagde: ja. Jeg græd af lettelse så hele min smukke krop blev ganske gennemvædet, og vi græd således sammen hver aften i hen ved 20 dage. Men så gik det galt; pludselig syntes jeg ikke, at det var smukt mere, jeg blev træt af og bange for hendes evindelige hulkeri, for pludselig opdagede jeg, at jeg ikke kunne holde op, det var ikke længere mig selv, der bestemte, om jeg ville deltage i hendes sorg. Nej, jeg græd hver gang hun fik tårer i øjnene, hvad enten det var af sorg eller glæde.
Jeg havde kun et sidste håb, og det var Peter. Hver aften forsøgte jeg indtrængende at telepatere et "hjælp" til Peter, og da det så allersortest ud, må han have mærket det. En søndag morgen vågnede han allerede klokken syv meget mod sin sædvane og var lysvågen. Han vidste dog, at hans forældre ville blive rasende, hvis han begyndte at spille computer så tidligt på den mest frie fridag i ugen. Han kløede sig lidt i hovedet, som om han ville sige; hvad skal jeg dog finde på? Da fik han øje på mig!

Han lod ikke bare øjnene glide videre som normalt, men holdt dem stille og bare stirrede på mig. Det gav et gib i mig, for mit hjerte begyndte at dundre, tænk hvis han endelig ville opdage mig. Han rejste sig op, gik hen og tog mig om livet, lod mig hoppe på gulvet et par gange, hvorpå Søren kaldte på ham. I skyndingen glemte han at lægge mig tilbage og lagde mig i stedet på computeren. Jeg blev blodrød af glæde og generthed. Tænk, at lille jeg hoppebold skulle få æren af at ligge sammen med computeren. Nu ville de andre da også komme til at beundre mig. Men nej, ingen værdigede mig et blik, computeren brummede for at høre, hvem jeg var, men bagefter var der dyb tavshed.
Den første tid var jeg alligevel lykkelig, alene tanken om denne pragtfulde oplevelse gjorde mig ør af glæde, og jeg glemte så at sige alt om min triste kone og tænkte ved mig selv, at jeg sagtens kunne overbevise hende om livets glæde, hvis jeg en gang vendte tilbage.
Ugerne gik og efterhånden tog glæden af, og jeg længtes efter min dronning. Jeg begyndte at tænke på hende hver dag, og på de alligevel skønne hvedebrødsdage vi havde tilbragt sammen. Peter må til sidst have kunnet fornemme min utilfredshed, for en dag sagde han irriteret: " hvorfor i al verden ligger den dér?" Tænk, det var mig, han talte om; og ikke et ord til afsked fik jeg af computeren.
Men hvor var jeg lykkelig over at komme tilbage. Min sørgmodige dronning var ligeså henrivende smuk, som jeg huskede hende den første dag. Genforeningen var pragtfuld, jeg forsøgte at hoppe op og ned, mens tårerne strømmede ned af min runde krop. Hun forsøgte at læne sig op af mig. Men, hvor åh, nej det resulterede i at hun væltede henover mig. Jeg blev skrækslagen. Pludselig genkaldte jeg mig den dybe sorg og angsten fra vores tidligere tid sammen; og jeg så med frygt min dronning i øjnene, med bedende øjne, om at hun ikke ville drukne mig i sin sorg – men hun ville ikke røre sig.
Desuden forstod hun mig ikke, hun havde aldrig kendt til livsglæde, og jeg indså nu fuldt ud, at vores forbindelse fra starten havde været en fejltagelse: en fiasko. Når man egentlig er en sund, glad, levende og hoppende og dansende bold, går det galt, når man allierer sig med sorgens gudinde, der er vejen til døden.

Jeg blev forfærdelig bange, da jeg ikke så muligheden for undvigelse for sandsynlig; men så kom redningen. Peter og Anders' mor. En dag kom hun ind til Peter og sagde, at da han endnu ikke havde taget sig sammen med hensyn til oprydning i sin bogreol, ville hun gøre det, for der ville komme en ny reol den følgende dag.
Hun så straks min dronning liggende over mig, jeg delvis fladtrykt, ikke mere i min oprindelige smukke form. Hun betragtede os, og jeg kunne se ærgrelsen i hendes øjne, da hun opdagede, jeg ikke var rund. Hun tog mig i lommen, og eftersom jeg stadig kunne høre, opfattede jeg, hun ville smide nogle bøger væk også min dronning. Jubiiiih… var min første indskydelse, men så kom jeg i tanke om, at hun jo havde puttet mig i lommen. Bare jeg ikke også skulle smides ud!. De følgende minutter var plaget af angst, mit hjerte må mindst have dunket med 100 km/t, jeg blev helt forpustet. Jeg kunne mærke, hun gik ned af en trappe og ud i det fri, for pludselig blev luften lettere, der duftede af græs; men nej tænkte jeg, ikke endnu. Jeg vil leve, lad mig leve, åh, kære Gud, hvis du er dér, så hjælp mig. Lad mig leve! H-J-Æ-L-P !
Jeg hørte bøgerne blive smidt i skraldespanden, jeg følte fingrene gribe om mig, og jeg havde følelsen af, at mit hjerte holdt op med at slå. Jeg mærkede end ikke solens stråler på min krop, våd af sved, som jeg var. Hun betragtede mig igen, vendte mig i hånden og til min store glæde opdagede jeg et forbavset smil om hendes læber; " Jamen, dog; hvor er du smuk…" udbrød hun; " Og jeg , som troede, du ikke var rund som en bold, men kedelig mast og grim. Du er jo en skønhed!"
Hun lod mig hoppe og danse på jorden, jeg var lykkelig! Endelig havde jeg genfundet mig selv med mit gode humør og min kraftfulde udstråling. Måske ville kun menneskene og endda kun få af dem appreciere mig; men jeg indså nu, at dette var meget større og rarere og bedre for mig end at blive elsket af de mange. Moderen tog mig og bar mig ind i den fine stue, hvor jeg har haft plads ved siden af andre sjældne og smukke genstande. Her er jeg vellidt, så skidt med de andre bolde og computerne i deres formørkede kammer med sladder og ondskab, hvis ikke de kan skelne godt fra skidt, er de ikke værd at tænke på.

I stuen lærte jeg også, at computeren var et praktisk instrument; men at det kun var halvhjertet, det var "in" at være kantet for tiden og intellektuelt begavet; men tiderne skifter, og hvordan boldene i dag betragter computeren, ved jeg ikke. Os i stuen vidste allerede for år tilbage, at uden følelser var vi ikke nået dér, hvor vi er i dag.

Jeres hengivne
Melinda C.   (skrevet i slutningen af 1980'erne)